Der er efter alt at dømme udsigt til, at der fremover vil kunne bygges for eksempel feriehuse og hoteller tættere på kysten, end man må i dag.

Skræk og jubel: Kystnært byggeri deler vandene

Bæredygtighed

30/06/2015 09:32

Mikkel Sarka

Feriehuse og hoteller vil formentlig rykke tættere på kysterne fremover. Det vækker både kritik og glæde.

Der skal mere gang i væksten i de yderste egne af Danmark, og et af de midler, den nytiltrådte regering vil bruge for at nå det mål, er at lempe planloven, der blandt andet regulerer, hvor tæt på kysterne man må bygge.

Dermed er der efter alt at dømme udsigt til, at der fremover vil kunne bygges for eksempel feriehuse og hoteller tættere på kysten, end man må i dag, men om det er en god idé, afhænger i høj grad af, hvem man spørger.

I Danmarks Naturfredningsforening mener præsident Ella Maria Bisschop-Larsen, at det er så svært at få øje på hensynet til natur og miljø i regeringsgrundlaget, at erhvervsinteresser og økonomisk vækst tydeligvis vil vinde.

Ny regering

Vil du vide mere om den nye regering? Få overblikket lige her - og kig også tilbage på tidligere nye regeringer. 

- Nu vil vi få mere spredt erhvervsbebyggelse i det åbne land, og der bliver mindre plads til naturen, når man opgiver den statslige planlægning og overlader det til kommunerne.

- Vi vil få flere turistprojekter - luksushoteller, camping, vandlande - og det skal alt sammen ligge kystnært, siger DN's præsident.

Den ny erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen (V), bekræfter, at en af hans vigtigste opgaver er at liberalisere planloven, så kommuner og virksomheder får større frihed til at bygge og udvide i det åbne land og kystzoner.

- Vi bliver nødt til at gøre planloven mere smidig. Den bremser rigtig meget for udviklingen i det danske samfund, siger Troels Lund Poulsen.

Han tager roligt på kritikken.

- Der er jo ikke nogen, der taler om at bygge noget nede i strandkanten. Men når man har en kystnærhedszone, der går så dybt ind, at man to kilometer inde i landet ikke kan gøre noget, så er vi nødt til at gøre noget ved det, siger han.

Mens Naturfredningsforeningen er bekymret, så glæder Feriehusudlejernes Brancheforening sig over, at planloven fremover kommer til at ligge hos erhvervs- og vækstministeren.

Direktør Carlos Villaro Lassen håber, at det vil betyde farvel til begrænsningen i vinterhalvårets udlejning af sommerhuse.

Ifølge loven må ejerne kun udleje i 13 uger fra 1. oktober til 1. april, og det er ude af trit med nutidens turisme.

- I dag holder folk mere ferie end tidligere, og mange spreder deres ferie over hele året. Vi har mange gæster, der gerne vil leje uden for sæsonen - også i november og januar. Det tager den nuværende lovgivning ikke højde for, siger Carlos Villaro Lassen.

Han håber, at regeringen også ændrer de regler, der i et vist omfang gør det ulovligt at renovere og udbygge sommerhuse tæt på kysten.

- Selvfølgelig støtter vi, at der skal være en naturbeskyttelse, men vi håber, at der med den nye regering bliver mere plads til turismen, siger Carlos Villaro Larsen.

Mest Læste

Annonce