Skulle vi også orientere om de problemer, siger Skat i ny sag

Ledelse

14/10/2015 14:26

Nick Allentoft

Statsrevisorer er utilfredse med, at Skat ikke gav besked om nye problemer med opkrævning af ejendomsskatter. - Det har ikke været vores opfattelse, at vi har været forpligtet til at orientere Rigsrevisionen om det her, siger underdirektør i Skat. - Vi tror ikke på Skat, hvis de ikke orienterer Rigsrevisionen om fejl, siger skatteordfører Brian Mikkelsen (K)

Skat har tilbageholdt oplysninger i en sag om ulovlig opkrævning af ejendomsskatter.

Det mener Statsrevisorerne, som ifølge Jyllands-Posten er stærkt utilfredse med, at Skat ikke orienterede om nye problemer med opkrævning af ejendomsskat, da man sidste år blev bekendt med dem.

- Jeg har fået oplyst af Rigsrevisionen, at den ikke har været vidende om, at der var den slags problemer. Det må indebære, at Skat har tilbageholdt væsentlige oplysninger, siger Peder Larsen (SF), formand for Statsrevisorerne, til Jyllands-Posten.

Avisen afslørede for fem år siden, at der var opkrævet 1,2 milliarder kroner ulovligt i ejendomsskat hos borgere. 

Siden har Rigsrevisionen og Statsrevisorerne nøje overvåget Skat og Skatteministeriet for at sikre, at der kom styr på forvaltningen. 

I december sidste år stoppede den overvågning, fordi Rigsrevisionen vurderede, at der endelig var styr på området. På det tidspunkt havde et rådgivningsfirma orienteret Skat om nye problemer med skatteopkrævningen. En orientering, som, erkender Skat, ikke blev videreformidlet til Rigsrevisionen.

Carsten Michael Henrichsen, professor, dr.jur. ved Københavns Universitet, ønsker ikke at kommentere den konkrete sag, men siger:

- Udgangspunktet er klart - at når Rigsrevisionen går ind i en sag, skal den pågældende myndighed lægge alt frem, og det skal ske af egen drift. Enhver afvigelse er alvorlig, fordi det svækker Rigsrevisionens og dermed de folkevalgtes mulighed for at undersøge forvaltningen, siger han til Jyllands-Posten.

Skat mener, at der ikke er grund til at kritisere myndigheden i sagen.

- Det har ikke været vores opfattelse, at vi har været forpligtet til at orientere Rigsrevisionen om det her, siger Sanne Kjær, underdirektør i Skat.

K: Skat mister vores tillid ved flere fejl Det er dybt alvorligt, at Skat har forholdt Rigsrevisionen oplysninger om, at der ikke var styr på ulovlig opkrævning af ejendomsskatter, skønt Skat var advaret. Det siger De Konservatives skatteordfører, Brian Mikkelsen.    - En masse boligejere er kommet i klemme. De har ikke fået deres sag behandlet hurtigt nok eller fået deres penge tilbage Det er vigtigt, at man kan kontrollere, at der ikke sjofles med sagerne, og at borgerne behandles anstændigt, siger Brian Mikkelsen.   Rigsrevisionen og Statsrevisorerne har overvåget Skat og Skatteministeriet, siden Jyllands-Posten for fem år siden afslørede, at Skat ulovligt opkrævede 1,2 milliarder kroner for meget i ejendomsskat hos borgerne på grund af en fejl i Skats it-system. Brian Mikkelsen frygter, at borgerne mister tilliden til Skat efter endnu en sag, selv om skatteminister Karsten Lauritzen (V) har begyndt en grundlæggende oprydning i Skat.   - Legitimiteten til Skat forsvinder, hvis man ikke kan stole på, hvad Skat gør. De har truet og afpresset folk og begået den ene fejl efter den anden. Hvis de ikke udleverer oplysninger til Rigsrevisionen, så har vi et stort problem, siger Brian Mikkelsen.   Skat har fået frist til 2017-18 til at beregne ejendomsskatter mere retfærdigt og skal udskifte alle sine it-systemer, påpeger han.   - Der er heldigvis taget skridt til en gennemgribende oprydning i Skat. Man har følt, at man var for meget herre i eget hus, så der ikke skulle indblanding til fra det offentliges side eller fra Folketinget, siger Brian Mikkelsen.    /ritzau/

/ritzau/

Mest Læste

Annonce