At slå ihjel med en kuglepen

Vores nye socialminister nedsætter nu en arbejdsgruppe, der skal finde ud, hvordan man laver et fornuftigt knivforbud i forhold til psykisk syge.

 

Hvis man virkelig mener, at forbud mod potentielle mordvåben er en løsning for folk, der arbejder med psykisk syge og sårbare borgere, så husk også at forbyde følgende: 

---

Sakse, flasker, barberblade, deodoranter plus tændstikker og lightere, diverse stænger af jern og andre massive materialer, gafler, tændte cigaretter, stort set alt man kan finde i en almindelig værktøjskasse og glem heller ikke kuglepenne, som i de rette hænder kan være et effektivt mordvåben. Blot for at nævne nogle af de ting, som jeg og mine kolleger og medarbejdere er blevet truet eller overfaldet med i tidens løb. 

Ved nærmere eftertanke er den eneste sikre løsning nok at lægge disse borgere i spændetrøje, hvis målet er at beskytte de ansatte. Men den sti troede jeg, vi havde forladt for mange år siden. Da vi fandt ud af, at syge og sårbare borgere har brug for nærvær, omsorg og behandling - leveret af mennesker. Mennesker som er villige til at leve med risikoen for trusler og overfald, fordi de ved, der altid er backup i nærheden.

 

Der er mere end 100 ledige speciallægestillinger i psykiatrien. Det er dem, der blandt andet skulle behandle psykisk syge, der indlægges. De - alt for få - læger, der heldigvis stadig holder stand på de psykiatriske hospitaler, er nødt til at gøre brug af "fredags-udskrivninger", alt for korte indlæggelser, eller direkte afvisninger af indlæggelser, for at forhindre systemet i at bryde sammen. 

---

Man fornemmer, at den politiske iver efter at bruge jura og forbud over for psykisk syge bunder i en tilsvarende frygt for system-sammenbrud. For kan vi få folk til at tage job inden for socialpsykiatrien, hvis de risikerer at blive slået ihjel?

Startskuddet, hvor jeg er direktør, havde sidste forår foretræde hos Socialudvalget, hvor vi gjorde klart, at psykiatrien havde en livsfarlig mangel på ressourcer, og jeg forstår godt, hvis vores politikere er nervøse for de nuværende tilstande. Mange af dem håndterer tilsyneladende denne frygt ved, som så mange andre gør, at søge tilbage mod noget, de kender og er trygge ved: Regler, retningslinjer, bekendtgørelser, forbud. 

 

Men i det øjeblik kuglepennen sætter ministerens underskrift under et nyt knivforbud rettet mod psykisk syge slår den ihjel. Den dræber den menneskelige tilgang til vores sårbare borgere, vi har brugt så mange år på at finde. Og den vil med stor sandsynlighed være årsag til tab af menneskeliv.

 

 

Hvad sker der nu? Med en vis sandsynlighed sker der det, som er sket så mange gange før i lignende situationer. Nogle bliver såret. Eller dør.

 

Kære socialminister og politikere. Vi har ikke brug for forbud og yderligere dæmonisering af psykisk syge borgere. Vi har brug for flere personalemæssige ressourcer i de sociale tilbud og i psykiatrien, så vi i langt højere grad end nu kan sikre, at vores sårbare borgere ikke kommer så langt ud, at de bliver en livsfarlig trussel. Men vi har også brug for at tænke nyt. Helt nyt, i forhold til, hvordan vi løser opgaven. 

 

Og faglig udvikling er i øvrigt en god driver for at skabe interesse for et arbejdsområde. 

Det skriver jeg gerne under på.