At slå ihjel med en kuglepen
Et knivforbud rettet mod psykisk syge kan meget vel vise sig at være dræbende. Der er brug for nytænkning frem for nye forbud.
Vores nye socialminister nedsætter nu en arbejdsgruppe, der skal finde ud, hvordan man laver et fornuftigt knivforbud i forhold til psykisk syge.
Hvis man virkelig mener, at forbud mod potentielle mordvåben er en løsning for folk, der arbejder med psykisk syge og sårbare borgere, så husk også at forbyde følgende:
Sakse, flasker, barberblade, deodoranter plus tændstikker og lightere, diverse stænger af jern og andre massive materialer, gafler, tændte cigaretter, stort set alt man kan finde i en almindelig værktøjskasse og glem heller ikke kuglepenne, som i de rette hænder kan være et effektivt mordvåben. Blot for at nævne nogle af de ting, som jeg og mine kolleger og medarbejdere er blevet truet eller overfaldet med i tidens løb.
Spændetrøjen tilbage?
Ved nærmere eftertanke er den eneste sikre løsning nok at lægge disse borgere i spændetrøje, hvis målet er at beskytte de ansatte. Men den sti troede jeg, vi havde forladt for mange år siden. Da vi fandt ud af, at syge og sårbare borgere har brug for nærvær, omsorg og behandling - leveret af mennesker. Mennesker som er villige til at leve med risikoen for trusler og overfald, fordi de ved, der altid er backup i nærheden.
Frygt for sammenbrud
Der er mere end 100 ledige speciallægestillinger i psykiatrien. Det er dem, der blandt andet skulle behandle psykisk syge, der indlægges. De - alt for få - læger, der heldigvis stadig holder stand på de psykiatriske hospitaler, er nødt til at gøre brug af "fredags-udskrivninger", alt for korte indlæggelser, eller direkte afvisninger af indlæggelser, for at forhindre systemet i at bryde sammen.
Man fornemmer, at den politiske iver efter at bruge jura og forbud over for psykisk syge bunder i en tilsvarende frygt for system-sammenbrud. For kan vi få folk til at tage job inden for socialpsykiatrien, hvis de risikerer at blive slået ihjel?
Forstår godt politikerne
Startskuddet, hvor jeg er direktør, havde sidste forår foretræde hos Socialudvalget, hvor vi gjorde klart, at psykiatrien havde en livsfarlig mangel på ressourcer, og jeg forstår godt, hvis vores politikere er nervøse for de nuværende tilstande. Mange af dem håndterer tilsyneladende denne frygt ved, som så mange andre gør, at søge tilbage mod noget, de kender og er trygge ved: Regler, retningslinjer, bekendtgørelser, forbud.
Men i det øjeblik kuglepennen sætter ministerens underskrift under et nyt knivforbud rettet mod psykisk syge slår den ihjel. Den dræber den menneskelige tilgang til vores sårbare borgere, vi har brugt så mange år på at finde. Og den vil med stor sandsynlighed være årsag til tab af menneskeliv.
Scenarie efter indførelse af knivforbud:
Anne er ansat på et botilbud med fem unge beboere. Hun er kontaktpædagog for 23-årige Carsten, der lider af skizofreni og har et middelsvært hashmisbrug. Han har en behandlingsdom for et overfald to år tilbage, ikke med kniv, men det kvalificerer ham til at høre under reglerne om knivforbud. Carsten bor i egen toværelses lejlighed på et botilbud sammen med fire jævnaldrende med lignende problematikker.
En dag inviterer Carsten Anne ind på sit værelse for at vise nogle pinde, han har fundet i skoven og snittet mønstre i. Anne siger, de er flotte, men spørger hvordan han har kunnet snitte pindene. Carsten viser en kniv i skrivebordsskuffen, som han har fået af en god kammerat, fortæller han.
Anne fortæller, at det faktisk er ulovligt, og at hun gerne vil have kniven, men Carsten vil ikke aflevere den, for han elsker at snitte i træ og er meget glad for sin gave. Anne drøfter sagen med sin leder. De er enige om, at de muligvis kan få Carsten til at aflevere kniven, hvis de kan finde en anden måde, hvorpå han kan dyrke sin nyfundne interesse, og at hans interesse for snitteriet også meget vel kan køle af i løbet af et par uger, hvorefter de vil have langt lettere ved at få ham til at aflevere kniven.
Men ingen af dem tør tage ansvar for at lade Carsten beholde kniven, eftersom det er et klart lovbrud, og hvad nu hvis, han skulle skade nogen, så vil det være deres ansvar. Lederen føler sig derfor nødsaget til at kontakte politiet med det samme, velvidende at ordensmagten ikke en gang selv mener sig klædt på til at håndtere psykisk syge og i forvejen er voldsomt overbebyrdet af sociale udrykninger. Men der er intet alternativ.
Senere på dagen ankommer to betjente iklædt skud- og stiksikre veste og med skarpladte våben i bæltet. De banker hos Carsten og siger, det er politiet, men han vil ikke lukke dem ind. Derpå bryder de døren ind og finder Carsten stående i hjørnet af stuen med sin kniv, som han tydeligvis ikke vil af med. Carstens system bryder sammen, og han råber "skrid".
Hvad sker der nu? Med en vis sandsynlighed sker der det, som er sket så mange gange før i lignende situationer. Nogle bliver såret. Eller dør.
Kære socialminister og politikere. Vi har ikke brug for forbud og yderligere dæmonisering af psykisk syge borgere. Vi har brug for flere personalemæssige ressourcer i de sociale tilbud og i psykiatrien, så vi i langt højere grad end nu kan sikre, at vores sårbare borgere ikke kommer så langt ud, at de bliver en livsfarlig trussel. Men vi har også brug for at tænke nyt. Helt nyt, i forhold til, hvordan vi løser opgaven.
Og faglig udvikling er i øvrigt en god driver for at skabe interesse for et arbejdsområde.
Det skriver jeg gerne under på.
