"Det skal kunne betale sig at arbejde og tage de ekstra timer på jobbet. Men der skal være plads til dem, som ikke kan. De skal støttes og hjælpes til en god tilværelse" skriver Mikkel Ballegaard Pedersen, formand for Konservativ Ungdom. Foto: FTF.

Konservativ gør op med universel velfærd: Sludder at vi er egoistiske

"Dagene, hvor bankdirektøren modtog børnepenge, hvor den resursestærke studerende fik SU, og den stenrige pensionist modtog folkepension, er for længst ovre," skriver formand for Konservativ Ungdom, Mikkel Ballegaard Pedersen, i dette blogindlæg, hvor han giver sit syn på hverdagen for socialt udsatte anno 2030. Indlægget kommenteres af formand for SFU, Nanna Bonde.

Da jeg første gang deltog i en paneldebat som KU’er, blev jeg skudt noget i skoene, som jeg aldrig siden har glemt. 

Mikkel Ballegaard er formand for Konservativ Ungdom

”I konservative, I tænker kun på jer selv og er fuldstændig ligeglade med de svageste i samfundet,” sagde den halvgamle repræsentant fra enhedslisten med en tyk vestjysk dialekt.

Dengang forstod jeg ikke, hvordan den gamle kommunist kunne have misforstået mig og min holdning så meget. Faktisk gik jeg ind i politik med et brændende ønske om netop at hjælpe de allersvageste i samfundet. Og netop den stærke sociale politik i de konservative tanker og ideer gjorde mig til konservativ fremfor liberal.

Alligevel kan man som konservativ blive beskyldt for at være egoistisk. Det skal være løgn! Så lad mig fortælle om det samfund jeg drømmer om, for mit og dit vedkommende, hvis de konservative vandt regeringsmagten i 2015 og kunne gennemføre de sociale reformer, jeg har visioner om.

Om 15 år…

Vi skruer tiden 15 år frem. En arbejdsdag nærmer sig sin afslutning for mig. Året er 2030 og topskatten er afskaffet, så det har kunnet betale sig for mig at tage nogle ekstra timer på min arbejdsplads. Selvom det er tidlig aften, og jeg gerne vil hjem til min familie, er dagen ikke helt omme for mit vedkommende endnu.

Sammen med min kollega har jeg nemlig påtaget mig en vagt på det lokale plejehjem, hvor vi vil bruge nogle timer med de ældre beboere på hjemmet.

Plejehjemmet er et statsligt plejehjem. Det vil sige, at driften bliver varetaget af staten.

Udover de statslige plejehjem er der landet rundt flere private plejehjem med specialiserede funktioner, ligesom man ser i Tyskland. Hvis det er noget, man gennem sit arbejdsliv har villet prioritere, kan man ved pension komme på et privatplejehjem. Men ingen pensionerede bliver efterladt, eftersom de statslige plejehjem holder en bedre standard end de plejehjem, man oplevede i 2015.  

Nanna Bonde er formand for SFU.

Det skyldes til dels, at man ved at skære i de overflødige velfærdsydelser kunne tilføre flere penge til kernevelfærden, uddannelse, sygehjælp og pleje af de udsatte i samfundet samtidig med, at man gav skattelettelser. Selvom flere ansvarsopgaver nu ligger hos borgerne, er disse kernevelfærdsområder stadig gratis at tilgå. Kernevelfærden bygger på den konservative grundtanke om at skabe bedre konkurrencevilkår og mere frihed til den enkelte borger, men samtidig prioritere de mennesker, der har brug for hjælp.

Samtidig er den frivillige indsats en afgørende faktor for at sikre kvaliteten på plejehjemmene og ved andre velfærdsområder. Stiknarkomaner og hjemløse har tilbud, som bliver betalt af skatteyderne, men hvor rammerne bliver udfyldt af civilsamfundet. Udsatte mennesker bliver grebet af statens sikkerhedsnet. Men det er civilsamfundets nærhed og varme, som løfter dem op igen.

Danskerne er et folkefærd, som har en stærk tradition for at arbejde frivilligt og hjælpe sine medmennesker. Med de store velfærdsreformer, som de konservative fik gennemført, valgte endnu flere at arbejde frivilligt med og for mennesker.

Den store velfærdsreform

I 2030 er der ikke længere noget, som hedder universel velfærd. Man modtager ikke penge fra andre skatteydere, blot fordi man er borger i Danmark. Dagene, hvor bankdirektøren modtog børnepenge, hvor den resursestærke studerende fik SU, og den stenrige pensionist modtog folkepension, er for længst ovre.

Ikke blot blev det for dyrt at sprede velfærdsgaver udover alle, uanset behov. Men simpelthen fordi det var uretfærdigt at lade naboen betale til ens velfærdsgilde, når man ikke havde brug for det.

Afskaffelsen af de universelle velfærdsydelser kunne kun lade sig gøre, fordi man fjernede en massiv del af skattebyrden. Det var en politisk vision, at flere mennesker skulle tage ansvar for sig selv og sin familie. Grundlaget for dette var, at de beholdte flere af deres egne penge.

Dermed fik man også ansvaret for flere opgaver selv.

Det er den enkelte borgers eget ansvar selv at lægge til side til pension. Det er forældrene selv, som varetager de ekstra udgifter, der er forbundet med at have et barn. Det er den enkelte studerende, som selv tager ansvaret for sine udgifter undervejs i sin uddannelse. Det er fortsat gratis at gå på gymnasiet og universitetet, men SU’en er omlagt til en lån, som skal betales tilbage, når man har sit endelige eksamensbevis i hånden og klar til at bidrage på arbejdsmarkedet.

Der har aldrig været en grund til, at så mange penge forlod borgernes hænder for at blive lagt i statens varetægt. Politikerne klattede pengene væk i stedet for at holde dem ude i samfundet, hvor de kunne skabe vækst og velstand.

Langt de fleste borgere griber ansvaret, sparer op, viser økonomisk ansvarlighed og får deres økonomi til at hænge sammen. Velfærden, skattesystemet og samfundsstrukturen er indrettet efter en fundamental tillid til, at danskerne kan tage ansvar for sig selv og hinanden.

Men der er også nogen, som ikke kan få det til at hænge sammen. Som ikke formår at tage vare om et studielån, imens de studerer, og som ikke får sat penge til side til pensionen, eller som ikke formår at tage vare om sine børn, men i stedet bruger pengene på fladskærme og smøger. Det er disse mennesker, som alle andre danskere betaler skat for at hjælpe. Det er disse mennesker, som Socialministeriet koncentrerer sig om at hjælpe. Det er disse mennesker, hvor civilsamfundet træder til for at hjælpe.

Det forventes, at alle selv tager ansvaret for deres liv, men falder de, er der altid ressourcer til at hjælpe dem på fode igen.

Danmark har i 2030 et stærkt sikkerhedsnet, der sikrer, at ingen mennesker bliver tabt på gulvet. Det betyder ikke, at nogle mennesker ikke bliver ramt af ulykke. Det betyder ikke, at der f.eks. ikke er en mærkbar forskel på at være i arbejde og være arbejdsløs. Det betyder, at der er garanti for, at ingen statsborger skal sove uden tag over hovedet. Ingen skal gå sulten i seng. De basale behov er dækket.

Et system bygget af tillid

De forvirrende og selvmodsigende socialdemokratiske velfærdsydelser er i stedet afløst af én velfærdsydelse, som til gengæld gives til de, der har behov. Den unge studerende, som er ordblind eller kommer fra trænge kår, har mulighed for at modtage en støtte undervejs i sin uddannelse. Manden, som bliver ramt af sklerose, har naturligvis mulighed for at trække sig ud af arbejdsmarkedet og modtage understøttelse.

Det skal kunne betale sig at arbejde og tage de ekstra timer på jobbet. Men der skal være plads til dem, som ikke kan. De skal støttes og hjælpes til en god tilværelse.

Systemet bygger på tillid til hinanden. I stedet for bureaukratiske checklister og tusinde krav, man skal opfylde for at få understøttelse, bliver ens sag behandlet af relevante ansatte i kommunen. F.eks. en læge, hvis det er fysiske eller psykiske mén, man er ramt af.

Der forekommer snyd, og der forekommer sager, som ikke bliver behandlet ordentligt. Der er borgere, der modtager støtte, selvom de ikke burde, og borgere, som ikke modtager støtte, men burde. Men i det store hele foregår der mindre snyd og en mere retfærdig fordeling end i det samfund, man kendte fra 2015. Borgere, som godt selv kan, har taget ansvar, bl.a. fordi det kan betale sig at tage alle slags jobs – også de lavtlønnede. Samtidig er der en konsensus og fællesforståelse af, at man ikke går på passiv forsørgelse, hvis ikke der reelt er et behov. Der er en stolthed ved at klare sig selv uden statens eller kommunens indblanding.

Jeg er glad for at betale skat til de medborgere i samfundet, som ikke selv kan. Samtidig ved jeg også godt, at staten og min skattebillet aldrig kan løfte de udsatte borgere igen. Det kunne staten hverken i 2015 eller 2030. Derfor er frivilligt arbejde også en værdi, jeg lærer mine børn. Vi skal alle betale skat, så ingen skal lide nød i Danmark. Men kun ved vores nærvær og personlige ansvar, kan vi give indhold i socialt udsatte menneskers liv.

Det er mit drømmesamfund anno 2030 – hvor de konservative værdier om socialt ansvar og mere frihed til den enkelte borger er byggestenene i Danmark.

Formand for SFU, Nanna Bondes kommentar til indlægget

Mikkels konservative 2030-samfund virker rimelig problemfrit, men desværre også rimelig virkelighedsfjernt. Uden at skyde Mikkel i skoen, at han ikke vil hjælpe de svageste i samfundet, for det tror jeg oprigtigt gerne han vil, så vil jeg dog mene, at den virkelighed som beskrives er meget forsimplet.

Det har længe været legitimt for højrefløjen at påstå, at vores samfund vil være meget bedre, hvis blot vi letter skatten. Det forekommer mig en smule paradoksalt, at Mikkel starter et indlæg om socialt udsatte med, at hvis vi fjerner topskatten, så er incitamentet til at arbejde meget større. For det første så køber jeg ikke den præmis, for det andet så vil det kun komme de rigeste til gavn og ingen forskel gøre for de socialt udsatte.  

Frivilligheden er bærende i Mikkels konservative 2030-samfund, og mange af de opgaver, som i dag ligger på det offentliges hænder, vil skulle løftes frivilligt. Jeg synes, at det er meget bekymrende. Frivillighed er vigtigt og kan være med til at gøre velfærd borgernær, så langt er vi enige. Men det er afgørende, at frivillige aldrig overtager professionelle jobs. Det offentlige skal sikre rammerne for borgernes liv, mens de frivillige kan bidrage til indholdet - ikke omvendt.

Når Mikkel endelig taler om de socialt udsatte, så falder tråden for alvor af. Det er simpelthen under al kritik at påstå, at folk på offentlig ydelse blot har taget forkerte valg i livet. At nogen ikke formår at passe deres børn, fordi de har brugt pengene på smøger og fladskærme er alt for forsimplet. Langt størstedelen af dem der i dag står udenfor arbejdsmarkedet ville arbejde, hvis der var arbejde at få. Den sidste del står udenfor, fordi de simpelthen ikke kan varetage et almindeligt job grundet sygdom eller anden ulykke. Vi har som samfund et ansvar for de mennesker!

Desuden er det grotesk at forestille sig et samfund, hvor man hver dag skal tage på arbejde med ondt i maven. Hvis konsekvensen ved at miste sit job betyder, at man pludselig skal leve af en indkomst, som kun dækker de basale behov, så vil frygt blive en naturlig del af vores arbejdsmarked. Mister man sit arbejde skal det aldrig stille dig så langt fra arbejdsmarkedet, at det mindsker dine chancer for at komme tilbage i job. I stedet skal man hjælpes ind på arbejdsmarkedet igen, og sørge for at ingen børn vokser op i fattigdom, fordi deres forældre rammes af arbejdsløshed.  

Emneord: Velfærdsdebat, FV2030, FV2015, Ungdomspolitisk debat, Mikkel Ballegaard Pedersen, Konservativ Ungdom, Nanna Bonde, SFU
Danmark 2030 på DenOffentlige.dk Mens de professionelle leger i Skydeteltet kan vi glæde os over, at de unge - fremtidens politikere - er klar til at gribe ordet i samtaleteltet....
Aktivitet: Artikler: 7

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 03.02.17 Ib Jensen
    KU er egoistisk

    Hallo Mikkel Ballegaard Pedersen, du tænker i grunden på dig selv. Tænk lidt på andre for en gangs skyld!

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også