Smartere indsats omkring sygefravær: Gav bonus på 12.000 færre sygedage

Ledelse

01/09/2016 09:26

Nick Allentoft

Ældreområdet i Randers Kommune har arbejdet intensivt med at nedbringe sygefraværet siden efteråret 2014, og resultatet er indsatsen værd. 12.000 færre sygedage er det blevet til på et år. Det svarer til 45 ansatte mere på arbejde i den pågældende periode.

Er der mulighed for andre mødetider på arbejdet, hvis man får nye udfordringer i sit privatliv? Kan man bestride en ny funktion, hvis man bliver uarbejdsdygtig i sin nuværende stilling – for eksempel arbejde med administrative opgaver eller dokumentationsopgaver, hvis man har brækket et ben? Og hvilke signaler på mistrivsel skal man som leder være opmærksom på hos sine medarbejdere?

Sådan får du bedre sagsbehandling

Læs anbefalinger til bedre offentlig sagsbehandling her.

Det handler om at insistere på de nødvendige informationer. 

Det er spørgsmål som disse, der er blevet diskuteret og besvaret af ledere og medarbejdere i Randers Kommunes ældreområde i forbindelse med sygefraværsindsats ”Flere hænder – mere tid”, som har vist sig at være en stor succes.

”Jo hurtigere, vi griber ind overfor mistrivsel, jo lettere bliver det at tage eventuelle problemer i opløbet. Derfor har alle ledere blandt andet været på kursus i at opdage og håndtere mistrivsel, og man bliver hurtigere tilbudt en samtale og støtte, hvis man pludselig får meget sygefravær. Det skal dog understreges, at det selvfølgelig er helt okay at være syg,” fortæller projektleder Maj-Brit Baun Sand.

 

Mere trivsel og bedre arbejdsmiljø

I forbindelse med indsatsen har ældreområdet arbejdet med at italesætte sygdom, sygefravær, omsorg og muligheder for at håndtere forskellige situationer og udfordringer.

Ifølge direktør for Sundhed, Kultur og Omsorg, Erik Mouritsen, så handler det ikke om, at forvaltningen har opfundet den dybe tallerken for at opnå det gode resultat. Det er blevet til i et godt samspil mellem ledere og medarbejdere.

”Det har været en kæmpe indsats fra medarbejdernes side, som har resulteret i bedre arbejdsmiljø og trivsel – og i sidste ende gavner det borgeren,” siger Erik Mouritsen.

De øvrige forvaltninger i kommunen er nu i gang med en lignende sygefraværsindsats ved navn ”Mere tid og trivsel”.

 

Mange muligheder for støtte

En af de arbejdspladser i ældreområdet, der har rykket sig mest på sygefraværsområdet, er Plejecenter Bakkegården i Område Nord. De er gået fra at have et gennemsnitligt sygefravær på 19 kalenderdage pr. medarbejder om året, til kun at have cirka 4 dages fravær i gennemsnit på et år.

”Vi har blandt andet sat fokus på, at man har mulighed for at komme på arbejde, selvom man ikke kan passe sin ordinære funktion. Hvis man for eksempel har en dårlig skulder, så kan man eventuelt lave nogle administrative opgaver, arbejde med kvalitetssikring, eller man kan være social med de ældre på centeret,” fortæller centerleder Betina Andersen.

”Vi er i det hele taget blevet bedre til at synliggøre, at der er rigtig mange muligheder for hjælp, hvis man af en eller anden grund ikke trives på sit arbejde. Vi kan henvise til vores trivselsmedarbejdere, som kan tilbyde både samtaler og træning, og man kan eventuelt få andre mødetider, hvis man får nye udfordringer i sit privatliv,” fortæller Jette Aaquist, arbejdsmiljørepræsentant for medarbejderne på Bakkegården.

 

Helt okay at være syg

I begyndelsen blev sygefraværsindsatsen mødt med en smule kritik fra medarbejdersiden – er det nu ikke længere okay at være syg?! De kritiske røster er dog forstummet i takt med, at medarbejderne oplever den støtte, de modtager i svære situationer.

Sygehjælper Helle Bager var i en periode sygemeldt i en uge. Herefter startede hun op igen, men kunne hurtigt mærke, at det slet ikke gik. Hun tog en snak med centerleder Betina Andersen og startede på nedsat tid i en periode. Den blev forlænget et par gange og endte med at vare en måned i alt.

”Jeg blev mødt af en utrolig stor forståelse og rummelighed, og det betød så meget for min mulighed for at komme mig. Hvis jeg var blevet presset mere, så ville det nok være endt i en fuldtidssygemelding,” fortæller Helle Bager.

”Det er vigtigt med en tidlige dialog, og det handler hele tiden om at finde ud af, hvad der er bedst for medarbejderen og arbejdspladsen i den konkrete situation og have gensidig tillid i forløbet. I Helles tilfælde fandt vi den optimale løsning med nedsat tid i en periode, men hvis man for eksempel har influenza, så gavner det selvfølgelig alle bedst, at den syge medarbejder bliver hjemme i sengen,” understreger Betina Andersen.

 

Mest Læste

Annonce