Foto: Pressefoto

Smittetal går amok: Over 1.000 nye smittede

Sundhed

26/10/2020 18:07

Ny smitterekord i Danmark, da mere end 1.000 danskere er blevet bekræftet smittet med coronavirus.

Corona-situationen i Danmark er alvorlig. Det blev understreget i fredags, da Mette Frederiksen afholdt pressemøde i bedste sendetid foran hele den danske befolkning.

På pressemødet fortalte Mette Frederiksen, at der ville komme nye restriktioner, hvor de største af dem ville være, at forsamlingsforbuddet i fire uger ville falde fra 50 til 10, og at danskerne skal bære mundbind, når de er indenfor på offentlige steder.

I løbet af weekenden var smittetallene så fortsat høje, hvor søndagens smittetal bød på ny rekord, da hele 945 danskere var blevet bekræftet med coronavirus på et døgn.

Mere end 1.000 smittede

Efter en del forsinkelse i dag, har Statens Serum Institut endelig udsendt dagens coronatal, og her er der atter engang ny smitterekord.

Danmark har nemlig brudt grænsen for 1.000 smittede for første gang, da der er konstateret 1.056 nye smittede.

Derudover er der sket et boom i indlæggelser, da der er hele 18 nye indlagte. Det betyder, at der nu er 145 indlagte i Danmark, hvor 17 er indlagt på intensiv og 12 i respirator. 

Seks personer har mistet livet siden i går.

Mest Læste

Annonce