Socialministeren vil gennemgå plejefamilieområdet

Velfærd

26/03/2014 14:50

Freja Eriksen

Over halvdelen af de børn og unge, der er anbragt udenfor hjemmet, bliver anbragt i plejefamilier. Socialminister Manu Sareen vil se på plejefamilieområdet for at sikre de bedst mulige vilkår for børn i plejefamilier. Gennemgangen skal afdække og fremhæve de gode eksempler til gavn for børnene.

Formålet med gennemgangen af plejefamilieområdet er at få et større indblik i de udfordringer, der findes på området og identificere behov for eventuelle lovændringer eller øvrige politiske initiativer. Arbejdet skal medvirke til at nå det sociale 2020-mål om færre sammenbrud i anbringelserne.

”Når vi som samfund går ind og tager ansvaret for, at børn og unge får en tryg opvækst, så skal vi også være sikre på, at det er det helt rigtige sted, de er anbragt. Plejefamilier har noget særligt at byde på – men vi skal have set på, hvad der kan gøres bedre ikke mindst for at sikre kontinuitet i anbringelserne,” siger socialminister Manu Sareen.

Undersøgelsen skal se nærmere på, hvad der skal til for at give gode anbringelser i plejefamilier. Herunder:

• Hvordan findes den rigtige plejefamilie til det enkelte barn?
• Hvordan bliver plejefamilien bedst klædt på til opgaven?
• Hvordan kan vi understøtte et godt samarbejde mellem kommunen og plejefamilien?
• Hvordan kan vi mindske sammenbrud i anbringelserne?

”Alle børn har behov for en nær og stabil relation til omsorgsfulde voksne, som kan give tryghed og stabilitet i hverdagen – og det gælder selvfølgelig også de anbragte børn.  Og netop her kan plejefamilier noget unikt – for de kan give barnet en helt almindelig familie og en hverdag så tæt som muligt på andre børns,” siger socialminister Manu Sareen. 

Gennemgangen af plejefamilieområdet indebærer blandt andet, at Ankestyrelsen er i færd med at undersøge samarbejdet mellem plejefamilier og kommunerne, og at ministeriet afholder dialogmøder med fagfolk og eksperter på området. Socialministeren skal desuden mødes med Børnerådets ekspertpanel, der består af en række anbragte børn og unge, for at høre deres syn på at vokse op i en plejefamilie.

 

 

Mest Læste

Annonce