Socialrådgiver: Vores faglighed er under pres

Jeg er socialrådgiver og tilhører som sådan en faggruppe, som mange borgere på én og samme tid forventer sig meget af, men også udsætter for rigtig meget kritik. Efter at have haft min gang i det offentlige gennem 8 år, ernærer jeg mig nu som privatpraktiserende socialrådgiver og møder derfor mine fagfæller fra den anden side af bordet.

Mine kunder er borgere, som desværre enten har haft dårlige erfaringer i mødet med det offentlige, eller er nervøse for, hvilken behandling de kan risikere at blive udsat for. Det er her, jeg kommer ind i billedet som deres private socialrådgiver. En form for borgerens advokat.

Som partsrepræsentant for en borger, oplevede jeg så sent som i forrige uge, hvilken forskel det gør, når man mødes af en faglig dygtig og empatisk socialrådgiver på kommunen. En socialrådgiver med god tid og de rette rammer til at udøve sit hverv. Det betød, at borgeren efterfølgende følte sig lettet og glad, fordi vedkommende var blevet lyttet til og havde mødt forståelse for sin situation.

Det er min opfattelse, at socialrådgivere generelt er dygtige, og mange leverer rigtig godt socialfagligt arbejde. Det gælder især de rådgivere, som har det gode arbejdsmiljø, med tålelige sagstal, og hvor der er mulighed for at forvalte lovgivningen på rimelig og retfærdig vis over for borgerne. Disse fagfæller ønsker sig mest af alt at blive anerkendt for deres arbejde, og den anerkendelse skal de have, så de får benzinen til at fortsætte det gode arbejde. Der er ikke så mange positive historier fra vores verden i den offentlige debat, og det er ret ærgerligt, for der findes selvfølgelig masser af dem.

Socialrådgiverne er under pres

Men vi må også sande, at vi er et fag under pres, og det har vi været ganske længe. Jeg har desværre en fornemmelse af, at det ikke er helt legitimt at tale højt om. Nogle mener, at jeg taler mit eget fag ned under gulvbrædderne. At det er bedst at tie om, hvor svært nogle har ved at udøve faget på ordentlig vis. Men at tie er ikke i orden over for de kolleger, som sidder i suppedasen. De skal vide, at vi ser dem og anerkender, hvor vanskeligt det kan være at være en god socialrådgiver. Ikke fordi socialrådgiveren er et dårligt menneske, men fordi rammerne simpelthen ikke altid tillader det. Rammer som ofte er et sammensurium af arbejdsmiljø/kultur, arbejdspres, ledelse, kommunens (slunkne) økonomi samt lovgivning.

Siger jeg dermed, at der ikke findes brodne kar i mit fag? Selvfølgelig gør jeg ikke det. Det ville være dybt utroværdigt. Lige så utroværdigt som det er at sige, at offentlige ledere oftest er dårlige ledere.

På nærmeste hold har jeg, via mit tidligere virke som kommunal ansat socialrådgiver, stiftet bekendtskab med, hvor langt man kan komme ud, når ens etiske grænse igen og igen bliver overskredet. Og det gør den bl.a., når arbejdsmiljøet stinker og sagsbunkerne er vokset én over hovedet. Det gør den, når lovgivningen presser borgerne ud over kanten. Man kæmper og kæmper for at gøre sit arbejde godt, men undervejs er der nogle, som må lade stå til, fordi de ikke magter mere. Det er lige præcis dér, at man risikerer at miste sig selv. Lige præcis dér, hvor man, helt ubevidst, risikerer at blive ramt af den forråelse, som selv de allerbedste også kan rammes af. Og helt ærligt, lad os nu spytte rent ud. Vi ved alle sammen, at det går ud over kvaliteten af arbejdet med borgerne.

Mit fokus har altid rettet sig helt automatisk hen imod sårbare mennesker. Jeg kan næsten ikke huske, at det har været anderledes. Det betyder, at mit blik også er på de af mine fagfæller, som er sårbare. Dem som hver dag kæmper for at holde sammen på det hele. Dem der er tæt på at vælte omkuld af stress.

Hver tredje er ofte stresset

En nylig undersøgelse påviser, at hver 3. socialrådgiver ofte eller meget ofte er stresset. Det er jo helt vanvittigt. Undersøgelsen viser i øvrigt også, at vi er den faggruppe, som oftest går syge på arbejde. Mit gæt er, at vi bl.a. gør det, fordi de allerfleste af os er pokkers pligtopfyldende, og IKKE ønsker at svigte de borgere, som vi arbejder med. Jeg mindes, hvordan vi på en tidligere arbejdsplads talte om muligheden for at demonstrere for bedre arbejdsforhold eller nedlægge arbejdet. Men hvad tænkte de fleste af os på? Ja, det var de børn, som i tilfælde af arbejdsnedlæggelse ville være nødt til at undvære en børnesamtale, eller tanken om den underretning om vold mod et barn, som måske ikke ville blive undersøgt i tide. Så vi kom aldrig videre end til tanken. Vi turde simpelthen ikke andet, for tænk nu hvis….

Det er klart, at vi er nødt til at sætte endnu mere fokus på socialrådgivernes dårlige arbejdsmiljø samt stress. Og det omfangsrige og komplekse problem løses ikke over dag og nat. Men et sted at starte kunne jo være at gøre arbejdsgiverne klart, at stress ikke er et individuelt problem, men et strukturelt. Jeg har selv, på randen af et stresskollaps, fået at vide af min arbejdsgiver, at det nok var bedre, at jeg fandt arbejde i en mindre kommune. Det var altså mig der var et problem og ikke arbejdspladsen, og vupti; Arbejdsgiveren gjorde dermed sig selv total ansvarsfri. 

Socialrådgivernes etiske kodeks

Til at hjælpe og guide os socialrådgivere, når vi (næsten dagligt) står i et etisk dilemma, har vi et sæt professionsetiske retningslinjer. Èn af dem har følgende ordlyd: “Socialrådgiveren gør arbejdsgivere, politikere, myndigheder og offentligheden opmærksom på, når ressourcerne er utilstrækkelige, og når ressourcefordeling, lovgivning og social praksis virker undertrykkende, uforsvarlig eller skadelig”.

Jeg medgiver, at de ikke altid er nemme at efterleve. Ja, det kan i virkeligheden være rigtig svært. Nogle vil sige umuligt. Men skal vi ikke gøre vores ypperste for tilstræbe det? Ellers er de retningslinjer efter min bedste overbevisning ikke det papir værd, som de er skrevet på. De fleste af os arbejder i et minefelt sprængfyldt med etiske og moralske dilemmaer, og det er hamrende vigtigt, at vi tør kigge indad og stå fast.

Jeg tror, at vi har brug for mere ballast, og er nødt til at gå anderledes radikalt til værks i fremtiden. Det er derfor på tide med en tilbundsgående undersøgelse af, hvorvidt en autorisation af vores fag er vejen frem. Emnet har jævnligt været oppe at vende, men er indtil videre skudt til hjørne af Dansk Socialrådgiverforening. Men måske er det med autorisationen i hånden, at vi kan flage med socialfaglig og etisk integritet. Især når vi oplever, at ledere og politikere, bl.a. hårdt presset af kommunal økonomi, kræver, at vi går over grænsen for, hvad der er ordentligt over for borgerne. Men også når vi selv er pressede qua dårlige arbejdsforhold og ikke kan yde kvalificeret socialfagligt arbejde.

Kræver jeg oprør?

Ja, det gør jeg nok. Vi socialrådgivere er i langt højere grad nødt til at stå op for vores fag, for på nogle områder er vi ved at blive kørt over. Vi må droppe pænheden og tavsheden, og give os til kende i den offentlige debat. Det skylder vi såvel os selv som de borgere, vi arbejder med. Jeg går gerne forrest, men vi står så meget stærkere, hvis flere går med ved siden af. For hvis vi skal ændre noget som helst, så gøres det altså i fællesskab og ikke ved, at nogen går alene i front.