"Politikerne glemmer, at der er mennesker, som har så komplekse problemer, at de ikke er i stand til at arbejde eller tage en uddannelse", siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte. Foto: FTF.

Socialt udsatte overses i valgkampen

Politik

16/06/2015 18:44

Mikkel Sarka

Når politikerne endelig taler om samfundets svageste, så får de at vide, at de skal tage sig sammen. Politikere erkender manglende opmærksomhed.

I deres iver for at tækkes vælgerne undlader politikere på begge fløje at tale om hjemløse og andre socialt udsatte, og når det endelig sker, så er tonen nedladende.

En række organisationer kritiserer begge fløje i Folketinget for at svigte de svageste i valgkampen.

- De fleste vælgere spejder i valgkampen efter budskaber, der vedrører dem selv. Når politikerne undlader at tale om de udsatte, efterlades de med en følelse af, at de bliver talt ud af fællesskabet, siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte.

Folketingsvalget 2015

Få et overblik over valget med artikler og fakta herArtikler om partierne her: Læs mere: Liberal AllianceLæs mere: SocialdemokratietLæs mere: SFLæs mere: DFLæs mere: Radikale VenstreLæs mere: Konservative FolkepartiLæs mere: EnhedslistenLæs mere: VenstreLæs mere: Alternativet

Tirsdag kom et socialudspil fra regeringen, hvor indholdet dog i høj grad var fordeling af allerede afsatte penge.

Men organisationer føler, at selv når valgkampen har handlet om sociale ydelser, så er det med formålet, at det skal kunne betale sig at arbejde.

- Når der endelig tales om de udsatte, så er tonen meget hård. Politikerne glemmer, at der er mennesker, som har så komplekse problemer, at de ikke er i stand til at arbejde eller tage en uddannelse, siger Jann Sjursen.

- Det går ikke alene i hjertet på de mennesker, som det drejer sig om. Det giver også alle os andre et indtryk af, at socialt udsatte ligger, som de selv har redt.

Forstander på Kofoeds Skole, Robert Olsen, er enig. Han siger, at især debatten om, at det skal kunne betale sig at arbejde, gør et stort indtryk på de mennesker, der kommer på skolen.

- Det er ikke sjovt at modtage kontanthjælp, og det er slet ikke sjovt lige nu, fordi retorikken er så stærk. Når politikere forsøger at lægge afstand til de mennesker, som lever på kanten af samfundet, så får det mange til at føle skyld og skam, siger han.

Sekretariatsleder for de hjemløses landsorganisation, SAND, Ask Svejstrup, genkender den hårde tone i politikernes debat, som, han mener, er smittet af på den almindelige borger.

- Når en normal borger sættes overfor en hjemløs, kan borgeren sagtens se, at den hjemløse har problemer, siger han.

- Men når vi skal finde løsninger, så er vi indoktrineret til at sige, at det ikke kan passe, at de ikke kan lægge flasken på hylden og passe et 37 timers arbejde.

Ask Svejstrup langer ud efter politikernes "regnearkslivsyn", der efter hans mening ikke tillader, at mennesker styres af andet end økonomiske incitamenter. 

- Indser man ikke, at den her gruppe skal bruge noget andet, så vil man ende med at dæmonisere dem på linje med flygtninge, siger han.

De Konservatives politiske ordfører, Mai Mercado, erkender, at de store politiske dagsordner har styret udenom landets svageste.

- Valgkampen er gået på at love velfærd til dem, som har i forvejen. De svageste i vores samfund er ikke blevet adresseret, siger hun.

Også socialordfører hos Socialdemokraterne, Pernille Rosenkrantz-Theil, ærgrer sig over, at de svageste fylder så lidt i debatten.

- Sætter du dig og ser partilederrunderne igennem, er de hverken blevet nævnt positivt eller negativt. De er simpelthen ikke blevet nævnt, siger hun.

- Der har ikke været debat om hjemløshed. Der har ikke været debat om misbrug. Der har ikke været debat om psykiatri.

Mest Læste

Annonce