Socialudvalgsformand: Skrot en del af velfærden

Politik

06/01/2016 11:46

Nick Allentoft

Udvalgsformand foreslår at kommunal rengøringshjælp droppes som en kernevelfærdsopgave.

Kommunerne kan ikke længere skære hist og her og forringe serviceydelserne år efter år. Sådan lyder advarslen fra formand for Social- og Seniorudvalget i Hørsholm, Thorkild Gruelund (K), som mener, at man i stedet må prioritere og fjerne en del af velfærden.  Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Folketingspolitikere og kommunalpolitikere må tale sammen om at få færre varer på hylderne. Vi må vælge nogle serviceydelser fra, siger Thorkild Gruelund, som med sit opråb ønsker at bidrage til en principiel debat.

Han peger selv på kommunal rengøringshjælp som en ydelse, der kan fjernes.

- Det skal Folketinget fjerne som en kommunal kerneopgave. Det synes jeg, vi skulle lade folk selv betale. I kommunerne kan vi ikke blive ved, og vi skal fastholde fokus på den personlige pleje, siger Thorkild Gruelund, som bakkes op af Hørsholms borgmester, Morten Slotved (K).

Men hos Ældre Sagen ringer alarmklokkerne ved tanken om, at den kommunale rengøring helt skal fjernes.

- Der ligger en høj grad af forebyggelse i den praktiske hjælp. De mennesker, der bliver givet hjælp til, er typisk ældre mennesker, som slet ikke selv kan klare at holde deres hjem rent, siger chefkonsulent i Ældre Sagen, Olav Felbo, som advarer mod at skabe et parallelsamfund.

- Man risikerer simpelthen, at man forstærker et skel mellem et A og et B hold blandt svækkede ældre, siger han.

Mest Læste

Annonce