Søren Gade om formandssnak: Det er selvfølgelig træls

Politik

15/03/2016 14:02

Nick Allentoft

Kristian Jensens udmelding om, at han gerne vil være Venstres næste formand, skaber irritation i partiet. Kort efter meldingen gyder Lars Løkke dog olie på det oprørte vand.

Kristian Jensen (V) er kommet ind på et ømt område hos Venstre, efter at han i Jyllands-Posten søndag blev citeret for at sige, at han er klar til kampvalg om formandsposten i partiet, når statsminister Lars Løkke Rasmussens afløser en dag skal findes.

Løkke har indtil videre afvist at kommentere emnet, men nu træder fremtrædende Venstre-folk frem og udtaler sig.

Gruppeformand Søren Gade kalder snakken for "træls", mens finansminister Claus Hjort Frederiksen tørt konstaterer, at "det ikke er for smart" sagt af Kristian Jensen, som både er udenrigsminister og næstformand i Venstre.

- Vi har en statsminister, der hedder Lars Løkke. Det her er en helt uaktuel debat. Det er ikke overraskende for nogen, at en næstformand gerne vil være formand. Det er derfor, man er næstformand.

- Min pointe er bare, at det trækker kræfter væk fra det, som det egentlig handler om: nemlig dansk politik, og det at vi har regeringsmagten, siger Søren Gade.

Kristian Jensen udtalte i søndagens udgave af Jyllands-Posten, at han er klar til "at træde op på den øverste skammel".

Normalt afviser toppolitikere at svare på spørgsmål om, hvad der skal ske efter den nuværende partiformand.

Over for TV2 har Kristian Jensen udtrykt forundring over, hvorfor hans udtalelser er blevet til en nyhed. Men udtalelserne har altså fået Venstre og Søren Gade på overarbejde. 

- Jeg skal ikke bestemme, hvad Kristian Jensen siger, men jeg kan bare sige, hvad jeg mener. Vi har en statsminister i Lars Løkke, og det er vi glade for, og vi håber, at han bliver siddende i rigtig mange år.

- Så har vi en næstformand i Kristian Jensen, som på et tidspunkt gerne vil være formand. Det er ikke overraskende, men det er en uaktuel debat, som er kommet på baggrund af et svar, som Kristian Jensen har givet til Jyllands-Posten, siger Søren Gade.

Netop Løkke og Kristian Jensen var i 2014 tæt på at ryge ud i et kampvalg om formandsposten i Venstre. Løkke var dengang forfulgt af uheldige personsager - blandt andet om tøjregninger på partiets regning.

Det endte dog med, at Kristian Jensen afstod fra kampvalget, fordi det potentielt kunne påbegynde en heftig fløjkamp internt i Venstre.

Dengang blev også Søren Gades navn bragt i spil som Venstre-formand. I dag siger Søren Gade, at Kristian Jensen "er den rette efterfølger for Løkke".

Claus Hjort Frederiksen ønsker ikke at sige for meget om emnet.

- Snakken er irrelevant, da vi har en udmærket formand og en udmærket statsminister, siger finansministeren.

Løkke kan godt forstå sin næstformand

Venstres formand og statsminister Lars Løkke Rasmussen kan modsat Gade og Hjort Frederiksen godt forstå næstformandens ambitioner.

- Jeg har det sådan, at en næstformand i Venstre, der ikke drømmer om at blive formand, han er ikke nogen rigtig næstformand, siger Lars Løkke Rasmussen efter tirsdagens spørgetime i folketingssalen.

- Det drømte jeg også selv om, tilføjer han.

Spørgsmål: Hvad siger det om din magtbase?

- Hver enkelt må gøre op med sig selv, hvor mange af sine drømme, man vil dele med andre.

- Jeg har selv en drøm om at være formand for Venstre mange år endnu, siger Løkke.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce