Søren Pind vil bekæmpe islamister med Al Capone-metoden

Med en ny strategi vil justitsministeren stresse og ramme radikaliserede muslimer på pengepungen. Det sker samtidig med, at halvandet år gammelt indsatshold mod hellige krigere aldrig er blevet tilkaldt.

Svindel med moms, skatteunddragelse og misbrug af kontanthjælp.

Det er eksempler på lovovertrædelser, som politiet ifølge justitsminister Søren Pind (V) skal slå ned på for indirekte at ramme islamister i Danmark.

Det skriver Politiken onsdag.


- I stigende grad ser du en sammensmeltning, som er meget, meget ubehagelig, mellem dele af det kriminelle miljø og det religiøse radikaliserede miljø, siger Søren Pind til avisen.

Strategien er tidligere brugt mod rockere og bander. Den kaldes Al Capone-metoden, fordi det amerikanske forbundspoliti i sin tid slog ned på gangsteren Al Capone for skatteunddragelse.

Med den nye tilgang vil justitsminister Søren Pind have Politiets Efterretningstjeneste (PET) til at spille en anderledes rolle end i dag, når det gælder personer i radikaliserede miljøer.

PET overvåger i stort omfang personer, der mistænkes for at mobilisere til terror eller hellig krig i Syrien. Nu skal de efter ministerens mening også have fokus på kriminalitetsbekæmpelse.

Søren Pind vil onsdag aften foreslå at oprette en særlig enhed under Task Force Øst og Vest, der efterforsker organiseret kriminalitet på tværs af de forskellige politikredse. 

Forslaget lægges frem på et møde i Justitsministeriet med alle de politiske partier.

Sikkerhedsgodkendt personale skal i den nye enhed behandle informationerne fra PET med henblik på at rejse sigtelser for overtrædelse af straffeloven.

Ordførerne fra Socialdemokraterne, De Radikale og Dansk Folkeparti er ifølge Politiken positive over for idéen.

 

Millionindsats mod radikaliserede unge bliver ikke brugt

Nul gange er der blevet sendt bud efter det såkaldte udrykningsteam, som Folketinget besluttede at oprette for halvandet år siden for at undgå, at flere unge tog i krig for Islamisk Stat. Det skriver Jyllands-Posten.
 
Udrykningsteamet skulle rykke ud i akutte situationer, men selv om mindst 135 personer ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) er rejst fra Danmark til krigszonerne i Syrien eller Irak siden sommeren 2012, har kommuner eller politikredse ikke bedt om assistance fra holdet.
 
Det fremgår af et svar til Folketinget fra udlændingeminister Inger Støjberg (V).
 
Hun oplyser, at myndighederne "ikke på nuværende tidspunkt har modtaget nogen henvendelser om behov for udrykningsteamets bistand til håndtering af en presserende udfordring eller hændelse".
 
Danmark er ellers et af de lande, der har leveret flest såkaldte foreign fighters målt i forhold til befolkningens størrelse.
 
Enhedslisten mener, at eksemplet er sigende for, at politikere ikke vil investere i forebyggende træk som uddannelse af pædagoger, lærere og gadeplansmedarbejdere, der skal lære at spotte unge, der er på vej ind i ekstremistiske miljøer.
 
- Forebyggelse er ikke en snuptagsløsning, hvor man ringer efter et team, som man ringer efter en ambulance, siger politisk ordfører Pernille Skipper (EL) til Jyllands-Posten.
 
Udrykningsteamet blev fremhævet særskilt i januar 2015, da et bredt flertal i Folketinget indgik "en stor aftale," som daværende justitsminister Mette Frederiksen (S) kaldte den.
 
Aftalen indeholdt ifølge Jyllands-Posten 1,4 millioner kroner til det nationale udrykningsteam, der skulle "rådgive kommuner ved presserende udfordringer med rekruttering til væbnede konflikter i udlandet."
 
Inger Støjberg oplyser i sit svar til Folketinget, at der i de kommende måneder vil blive "udarbejdet informationsmateriale om udrykningsteamet målrettet kommuner og politi, så der skabes opmærksomhed om tilbuddet."
 
/ritzau/

 

Emneord: Antiradikalisering, Antiradikaliseringsenhed, Bekæmpelse af radikalisering, Radikalisering, Søren Pind, Inger Støjberg, Justitsministeriet, Rigspolitiet, Integrationsministeriet, Kriminelle, Kriminelle udlændinge, Al Capone-metoden, Skatteunddragelse
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også