Soldrevet fly er landet efter historisk jordomrejse

Solar Impulse 2 har tilbagelagt over 40.000 kilometer udelukkende ved at suge energi fra Solens stråler.

Natten til tirsdag dansk tid er der blevet skrevet verdenshistorie.
 
De to schweizere Bertrand Piccard og André Borschberg er landet i Abu Dhabi i flyet Solar Impulse 2, der udelukkende benytter solenergi som brændsel.

Dermed er en jordomrejse på over 40.000 kilometer afsluttet. Det er første gang, at nogen har fløjet hele kloden rundt kun ved hjælp af Solens stråler. Direkte tv-billeder fra missionens kontrolcenter i Monaco viser jubelscener, da flyet sikkert ramte landingsbanen.

 
Flyet indledte søndag 17. og sidste etape på sin rejse Jorden rundt, da det lettede fra Kairo i Egypten og satte kurs mod Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater. Den afsluttende flyvning skulle også være den vanskeligste. Ud over flyveforbudszoner på ruten var det især ventet, at vejrbetingelserne og termikken, luftstrømmenes op- og nedadgående bevægelser, ville give piloten ekstraordinære og svære udfordringer.
 
Efter mere end to døgn i luften kunne Bertrand Piccard, der sad i cockpittet på rejsens sidste del, dog sikkert mærke fast grund under flyet. Flyet, der er bygget i kulfiber, et stærkt, men let materiale, og spænder 72 meter mellem vingespidserne, holdes i luften helt uden brændstof. I stedet drives det frem af over 17.000 meget tynde solceller.
 
Flyet har en anslået tophastighed på næsten 150 kilometer i timen. Men normalt tilbagelægger det en distance på 90 kilometer i timen i dagtimerne, mens farten på natlige flyvninger holdes nede på cirka 60 kilometer for at spare på de solopladede batterier.
 
De to schweiziske videnskabsfolk vil med flyvningen, der blev indledt fra Abu Dhabi ved Den Persiske Bugt 9. marts 2015, påvise, at solenergi kan være en kilde til teknologier, der er nænsomme over for klodens miljø.
 
FAKTA: Solar Impulse 2 har ét sæde og 17.000 solceller
Natten til tirsdag dansk tid er det soldrevne fly Solar Impulse 2 landet i Abu Dhabi efter sin sidste etape på en jordomrejse. Dermed skriver flyet historie. Du kan blive klogere på det her.
 
* Letvægtsflyet Solar Impulse 2 er lavet af kulfiber.
 
* Flyet vejer 2300 kilo og drives af fire elektriske motorer på hver 17,5 hestekræfter. De suppleres af lithiumbatterier, så flyet også kan flyve om natten.
 
* Det har et vingefang på 72 meter, og vingerne er dækket af 17.248 solpaneler, der ikke er tykkere end et hårstrå.
 
* Flyet er nået Jorden rundt udelukkende på solenergi.
 
* Cockpittet i flyet er kun 3,8 kvadratmeter, og pilotens sæde fungerer både som seng og toilet. Hvis der ikke er turbulens, er det muligt at slå autopiloten til og tage en lur, men højst i 20 minutter ad gangen.
 
* De to schweiziske piloter, Bertrand Piccard og André Borschberg, skiftes til at flyve.
 
* Solar Impulse indledte rejsen i Abu Dhabi i marts 2015 og har siden tilbagelagt mere end 40.000 kilometer. Den endelige destination var også Abu Dhabi.
 
* Den gennemsnitlige fart ligger på 75 kilometer i timen.
* Turen var delt op i 17 etaper af varierende længde med stop i blandt andet Oman, Myanmar, Kina, Japan, USA, Sydeuropa og Nordafrika.
 
* Flyet måtte overvintre på Hawaii i juli 2015, da batterierne på flyet blev ødelagt under turen dertil fra Nagoya i Japan.
 
* Bag de to piloter står et hold på cirka 130 mennesker. Nogle af dem følger flyet rundt på kloden, mens andre såsom meteorologer, flyveledere og ingeniører styrer projektet fra Monaco.
* Det har taget 13 år at udvikle Solar Impulse 2. En prototype fløj i 2013 tværs over USA. 
* Formålet med flyvningen er at skabe opmærksomhed om mulighederne i alternative energikilder.
 
Kilde: solarimpulse.com
/ritzau/
Emneord: Solar Impulse, Teknologi, Bæredygtig flytrafik, Bæredygtig udvikling, Solceller, Uge 30
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også