Solhaven-dom kan annullere lignende sag

Ledelse

29/01/2015 12:58

Suleman Haider

Frifindelsen af 12 tidligere ansatte på opholdsstedet Solhaven i Farsø kan få betydning for en sag om lignende overgreb mod anbragte unge. Det fortæller DR Nordjylland.

Da Solhaven-sagen startede i retten for halvandet år siden bebudede anklageren, at en Solhaven 2-sag var på vej.

9 tidligere ansatte på opholdsstedet Skjoldborghus, som også ligger i Farsø, var nemlig også blevet sigtet for overgreb, men sagen afventede udfaldet af Solhaven-sagen.

Men efter de tidligere ansatte på Solhaven onsdag blev pure frifundet, så forventer tidligere forstander på Skjoldborghus, Allan Møller Christensen, at den sag også falder til jorden.

- Jeg håber, at Solhaven-sagen skaber præcedens, så de ikke bliver tiltalt, siger Allan Møller Christensen.

Sigtelsen drejede sig om 11 tilfælde af vold med de unge anbragte på Skjoldborghus.

- De 9 tidligere ansatte er jo sigtet og har været det i omkring tre år. Men sagen afventede udfaldet af Solhaven-sagen, og det betyder forhåbentlig at anklagemyndigheden frafalder, siger Allan Møller Christensen.

Både Skjoldborghus og Solhaven gik konkurs i 2013.

I Solhavens storhedstid havde institutionen 250 ansatte, og var hyldet som et af de eneste steder, der kunne bringe særligt hårdt belastede unge på ret kurs igen.

Mest Læste

Annonce