Statistisk snuptag gør dansk økonomi 40 milliarder bedre

Politik

25/11/2013 12:07

Danmarks Statistik har ikke fulgt principper i et EU-krav fra 2006 om opgørelse af den økonomiske vækst.

Dansk økonomi har hængt slemt i hængedyndet i årene 2010-2012 og ifølge tal fra Danmarks Statistik har krisen kradset meget voldsommere i Danmark end i andre EU-lande som eksempelvis Sverige og Tyskland.

Nu viser det sig, at Danmarks Statistik ikke - som de andre EU-lande - har fulgt nye retningslinjer for opgørelsen af den økonomiske vækst, som har været et EU-krav siden 2006.

Chefanalytiker i Nykredit Markets, Tore Stramer, er dybt overrasket over at Danmarks Statistik ikke har fulgt de samme principper som andre EU-lande. Men glæder sig over, at det nu sker fra september 2014.

- Det betyder rigtig meget. Blandt andet vil det danske bruttonationalprodukt stige med 40 milliarder kroner i årene 2005 til 2012, svarende til et løft i væksten på 2,1 procent.

- Og det vil vise sig, at det ikke stod så slemt til i årene 2010 til 2012, som vi har troet, siger Tore Stramer til Ritzau.

Tallene har stor betydning især i en krisetid. Havde Danmarks Statistik opgjort tal for væksten efter samme principper, som de andre EU-lande, ville især produktiviteten i den offentlige sektor være kommet tydeligere frem og give næring til den økonomiske vækst.

- Det er ud fra tallene fra nationalregnskabet, den politiske og økonomiske debat foregår. Og det viser sig, at også Produktivitetskommissionen har arbejdet ud fra et for lavt tal.

- En af kommissionens opgaver var jo at se på, hvordan produktiviteten i den offentlige sektor kan udvikle sig.

- Med den nye opgørelsesmetode, der indføres fra september 2014, vil det vise sig, at det ikke står så slemt til som først antaget, siger Tore Stramer.

Det vil ikke fjerne problemerne med produktiviteten i den offentlige sektor, men ifølge Tore Stramer kan det betyder, at udfordringerne bliver langt mindre.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce