Jeg er 38 år og gift med Mirjam, og sammen har vi to (snart tre) børn og bor i Lyngby. Jeg har en ph.d-grad i bioinformatik fra Københavns Universitet og har arbejdet som forsker i mange år - primært på universiteter i ind- og udland men de sidste 3-4 år i det private erhvervsliv. 
 
Jeg er så heldig at være Folketingskandidat for Radikale Venstre i Københavns Omegns Storkreds opstillet i Lyngby-Taarbæk Kredsen. Mit første møde med en valgkamp var til regionsvalget i 2017, hvor jeg blev valgt ind i Region Hovedstaden som nr. 2 på den radikale liste og nu sidder som næstformand i udvalgene for "Miljø og klima" og "Erhverv, vækst og forskning". De to udvalg passer perfekt til både mine interesser og min professionelle baggrund. 
 
Jeg blev aktiv i politik efter at have boet tre år i New Zealand, hvor jeg blandt alle de fantastiske naturoplevelser også oplevede store sociale skel og et samfund med børnefattigdom og en stor gruppe af "working poor". Det kom bag på mig, da New Zealand jo på mange måder var modelsamfundet for den danske velfærdsmodel. Det viste mig, hvor lang tid det tager at opbygge et velfærdssamfund, men hvor hurtigt det kan demonteres. Det vil jeg modarbejde i Danmark, så vi fortsat hjælper dem, der har brug for det.
 
I New Zealand arbejdede jeg som forsker bl.a. med klimaforandringer og brugte derfor meget tid på at læse videnskabelige artikler om emnet, grave mig igennem IPCC-rapporter og deltage i konferencer. Det gjorde det endnu tydeligere for mig, at klima er den største enkeltstående opgave, vi står overfor, men samtidig også at politiske initiativer skal bygge på faglighed og viden, hvis de skal gøre godt og ikke bare lyde godt.
 
I det hele taget er fokus på evidens, faglighed og ekspertise noget, der har drevet mig længe, og jeg har i flere år - også længe før jeg blev politisk aktiv - deltaget i den offentlige debat om videnskabelige emner som f.eks. evolution, klima og alternativ behandling. 
 
Hvis jeg skal nævne nogle mærkesager:

Klima. Det bør være vores primære fokus i politik. Her er det for mig en fordel, at jeg rent faktisk har kendskab til videnskaben og derfor arbejder for politiske tiltage, der bygger på reel viden og ikke bare ønskedrømme.

Forskning og uddannelse. Danmarks vigtigste råstof er viden, og vi skal sikre lige og fri adgang til uddannelser fra folkeskole til universitet. Det skal dække såvel dannelse som uddannelse, så vi opfostrer nysgerrige og engagerede medborgere, der kan navigere i en kompleks verden. På universitetsniveau har jeg særligt fokus på fri forskning og på at sikre "fødekæden" i forskning, så vi ikke taber de nyuddannede ph.d'er.

Sundhed. Vi skal sikre lige adgang til et velfungerende sundhedsvæsen, og vi skal sikre, at vi tilbyder ordentlige behandlinger til vores borgere. Det betyder blandt andet, at jeg har fokus på den nødvendige evidens for behandlingerne. Igennem mit arbejde i Regionsrådet er det et område, jeg bliver klogere på dag for dag.

Jeg er tidligere formand for Ateistisk Selskab og er derfor - ikke overraskende - sekulær humanist, der går ind for en adskillelse af kirke og stat og religionsneutral undervisning i Folkeskolen.

Seneste artikler

Seneste blogindlæg

Seneste pressemedelelser

Seneste cases

Navnenoter