Stockholms kommune kendte til overgreb på festival

Ledelse

13/01/2016 12:01

Nick Allentoft

I interne papirer om seksuelle forulempelser på festival advarede kommunens chefer mod at skade festivals ry.

Stockholms kommune har i flere år kendt til omfattende sexforulempelser og chikane mod unge piger på ungdomsfestivalen We are Sthlm, skriver avisen Dagens Nyheter.

Ifølge avisen gjorde kommunen ikke noget videre ud af de seksuelt betonede overgreb, fordi den ikke ville skade festivalens ry.

- Kommunen vidste besked om, at antallet af politianmeldelser er taget til i de seneste år, og at gerningsmændene med årene er "blevet smartere og mere aggressive." 

Men i interne papirer om de seksuelle forulempelser opfordrer kommunen personalet til "ikke at overreagere", da det ville kunne skade festivalen.

For få dage siden afslørede Dagens Nyheter også, at det svenske politi har fortiet, at et stort antal piger har været udsat for seksuelle overgreb på ungdomsfestivalen.

Det bekræftes ifølge nyhedsbureauet TT af en sikkerhedsmedarbejder på festivalen, der senest blev holdt i august.

- Overgrebene har fundet sted gennem flere år, og det bliver bare værre år for år, siger manden, der ønsker at være anonym. 

Han vurderer, at omkring 150 piger tidligere har fortalt, at de blev udsat for overgreb, men de fleste ville ikke melde det til politiet.

Ifølge en intern politirapport gjorde en stor gruppe "fortrinsvis unge afghanske flygtninge" sig for eksempel bemærket ved koncerten ved at gnubbe sig op ad unge piger i publikumshavet.

Men det fortalte politiet ikke noget om for ikke at støtte det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraternas synspunkter og af frygt for at blive betegnet som racister. Det er sket i tidligere tilfælde, hvor fremmede af politiet er blevet betegnet som "abedjævle".

Nogle af de politifolk, som avisen Dagens Nyheter (DN) har talt med, oplyser, at de af samme årsag har undladt at skrive rapporter om episoder med mistænkte gerningsmænd af udenlandsk herkomst.

Sveriges statsminister, Stefan Löfven, betegner ifølge DN sagen som et dobbelt forræderi mod unge kvinder og forlanger, at politiet nu undersøger til bunds, hvad der egentlig er foregået under festivalen.

/ritzau/TT

Mest Læste

Annonce