Støjberg varsler langvarig grænsekontrol

Mange ting indikerer, at den midlertidige grænsekontrol vil bestå i en længere periode, siger Inger Støjberg. Siden september har EU fået den ene kontrol efter den anden, så nu har seks lande indført grænsekontrol.

Selv om regeringen foreløbig kun har forlænget grænsekontrollen frem til 23. februar, varsler udlændingeminister Inger Støjberg (V), at den omstridte kontrol kan blive længerevarende, skriver Jyllands-Posten.
 
- Umiddelbart er der mange ting, der indikerer, at vi kan komme til at have en grænsekontrol i en længere periode, siger Inger Støjberg til avisen.

Flygtninge - migranter - folkevandring

Tusinder og atter tusinder af mennesker kommer i øjeblikket til Europa for at flygte fra forfølgelse og krig med drømmen om et liv i tryghed. Debatten raser om, hvad Europa skal gøre, og hvad Danmark selv skal gøre.
 
 

I et brev til EU-Kommissionen, hvor hun begrunder tirsdagens foreløbige forlængelse, åbner ministeren samtidig for første gang for en fortsættelse af kontrollen ved grænserne i længere tid, "hvis den samlede situation ikke bliver forbedret i den nære fremtid, og den alvorlige trussel mod den indre sikkerhed består".

Det danske varsel bygger især på svenskernes transportøransvar og den fortsatte tilstrømning af flygtninge og migranter til Europa.
 
Svenskerne har i sinde at opretholde transportøransvaret i hvert fald frem til 12. maj.
 
- I og med at vi indførte vores grænsekontrol på grund af det svenske transportøransvar, ser jeg for mig, at vi kan komme til at forlænge ud over den periode, jeg har meddelt kommissionen i dag, lyder det fra Støjberg ifølge Jyllands-Posten.
 
Regeringen har nu to gange forlænget den midlertidige grænsekontrol.
 
Men ifølge EU's såkaldte Schengen-grænsekodeks må en periode med grænsekontrol ikke overstige seks måneder, medmindre der foreligger "ekstraordinære omstændigheder", hvor den i så fald kan forlænges op til to år.
 
Den danske grænsekontrol består konkret af 200 betjente, der foretager stikprøvekontroller.
 
OVERBLIK: Seks lande har midlertidig grænsekontrol
EU's Schengen-samarbejde sikrer EU-borgere fri bevægelighed inden for grænserne. Men samarbejdet tillader også medlemslande at indføre midlertidig grænsekontrol ved de indre grænser, hvis der foreligger "en alvorlig trussel mod den offentlige orden". 

Det er der efterhånden en del lande, der har benyttet sig af, ligesom flere har opført hegn og indført transportøransvar:

* Danmark: Indførte 4. januar midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse. Den er siden blevet forlænget i to omgange og varer indtil videre frem til 23. februar.
 
* Tyskland: Indførte som det første Schengen-land kontrol ved grænsen til Østrig i september. Den varer foreløbig indtil 13. februar.
 
* Østrig: Indførte kort efter den tyske grænsekontrol selv kontrol ved grænsen til Slovenien. Kontrollen varer foreløbig frem til 15. februar. Landet er derudover ved at rejse et knap fire kilometer langt hegn ved grænseovergangen til Slovenien.
 
* Ungarn: Begyndte i september at rejse et langt hegn langs grænsen til Serbien og Kroatien - langs den ydre grænse for Schengen.
 
* Slovenien: Blev med Ungarns metalhegn transitland for mange flygtninge og migranter. Opfører nu et pigtrådshegn ved grænsen til Kroatien.
 
* Sverige: Indførte midlertidig grænsekontrol i november og har fra 4. januar haft transportøransvar, så transportører skal tjekke indrejsendes id-papirer. Grænsekontrollen varer indtil videre frem til 8. februar.
 
* Frankrig: Efter terrorangrebene i Paris 13. november og den efterfølgende undtagelsestilstand i landet blev der indført grænsekontrol - indtil videre frem til 26. februar.
 
* Finland: Har bedt rederiet Finnlines om at kontrollere rejsende på færger fra Tyskland til Finland for visum.
 
* Norge: Schengen-landet, der ikke er med i EU, indførte i november midlertidig grænsekontrol og transportøransvar. Kontrollen løber indtil videre frem til 14. februar.
 
* Malta: Havde midlertidig grænsekontrol fra 9. november til 31. december i forbindelse med en flygtningekonference, der blev afholdt i hovedstaden Valletta.
 
* Lande uden for Schengen: De midlertidige grænsekontroller internt i Schengen har ført flygtninge- og migrantstrømmen ud på andre ruter op gennem Europa. Således tillader Kroatien, Makedonien og Serbien nu kun flygtninge fra Syrien, Afghanistan og Irak gennemrejse. Alle andre afvises ved grænsen mellem Makedonien og Grækenland.
 
Kilder: Politiko.dk, DR og Ritzau.
 
/ritzau/
 
 
Emneord: Grænsekontrol, Schengen-aftale, EU, Europæisk samarbejde, Flygtninge, Inger Støjberg
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også