Kære Helle Linnet,
Jeg har med interesse læst artiklen, hvor du tager til genmæle efter den voksende kritik af kommunernes forvaltning på social- og handicapområdet.
Egentligt kan jeg godt forstå dine argumenter og problematikken i, at det er den benhårde jura og de mange tusinde sider lovtekster, der råder på området – og ikke den faglige og sunde fornuft. Det kan jeg egentligt godt forstå.
Jeg kan også sætte mig ind i, hvor ubehageligt det må være for dine medarbejdere ikke at kunne lade fagligheden herske og give borgeren den hjælp, de har behov for. Den evige problematik med at sætte faglighed og ordentlighed over for en stram økonomisk ramme, går oftest dårligt i spænd med hinanden.
Som menig borger med et kronisk fysisk handicap har jeg selv været til flere møder, hvor jeg har mødt fortvivlede socialrådgivere, der har givet udtryk for, hvis deres faglighed skulle råde, ville de have tildelt mig større hjælp, end den hjælp, som de endte med at tildele mig på papiret. Ved disse møder har de netop opfordret mig til at anke afgørelserne ved Ankestyrelsen. Disse oplevelser vil jeg betegne som dybt grænseoverskridende og uholdbare – både for undertegnede, men i særdeleshed for socialrådgivernes faglige stolthed.
Jeg tror, det er denne frustration fra borgerne, du og andre politiske aktører kan mærke nu. Jeg kan altså godt forstå, at den menige borger ikke føler sig sikker i retssikkerheden, når omtrent hver tredje ankesag bliver omgjort i Ankestyrelsen, når det gælder social- og beskæftigelsesområdet.
Det betyder, at der sker en eller anden fejl eller mangel i næsten hver tredje af disse sager, der havner i Ankestyrelsen. Derudover kan man også gruble lidt over, hvor et stort mørketal, der ligger gemt bag de officielle tal af autoritære og godtroende borgere, der ikke prøver deres sag ved Ankestyrelsen. Tankevækkende.
Lad os være ærlige: Det handler jo om økonomi, kroner og ører. Lettere retorisk kan man spørge sig selv, er det i orden, at kommunerne ikke får den økonomi og ressourcer, de har brug for, så de reelt kan overholde lovgivningen på social- og handicapområdet? Nej, selvfølgelig er det ikke det. Langt fra.
Hvad er løsningen så? Løsningen er i hvert fald ikke, at borgere, kommuner og politikere begynder at spille en omgang ubehagelig stikbold med hinanden. En del af løsningen er, at vi i fælleskab begynder at fortælle politikerne i Folketinget, at knappe ressourcer og god faglighed sjældent går godt hånd i hånd. I stedet for, at det bliver en indbyrdes kamp mellem hinanden.
Som chef bør du tage ansvaret på dig og fortælle politikerne og befolkningen, at det er i høj grad den misvedligeholdte økonomi, der præger virkeligheden og hverdagen i landets kommuner. Og det er det, der går ud over borgerne og den faglige stolthed hos dine medarbejdere. I sidste ende er det jo befolkningen, der kan hyre nogle politikere, der tager social- og handicapområdet alvorligt og kan give rammebetingelserne for dine medarbejderes faglighed og værdighed tilbage.
