Forskningsprojekt: Syv forslag til bedre inklusion

”Den vellykkede inklusion afhænger af og skabes gennem institutionernes samarbejde med eksterne aktører”. Det er én af konklusionerne fra et forskningsprojekt, som forskere fra TeamArbejdsliv og Århus Universitet har gennemført, og som sætter fokus på sammenhængen mellem arbejdsmiljø og inklusion på daginstitutionsområdet. 

Daginstitutioner over hele landet kæmper en daglig kamp for at flytte små børn fra at have et selvbillede som ”Jeg er ham der slår” til ”Jeg er ham, der øver mig i at gå i skole”. Nogle gange lykkes det, til stor tilfredsstillelse og glæde for alle involverede. Andre gange lykkes det ikke, og så er smerten tilsvarende stor – både for barn, forældre og personale. 

Kommunernes indsats og indstilling kan være afgørende vigtig for, om det lykkes få et barn til at fungere i børnefællesskabet eller ej, og for om institutionen vokser med opgaven eller ender i en nedadgående spiral med stress og sygemeldinger i personalegruppen.      I forskningsprojektet: ”Inklusion mellem pædagogik og arbejdsmiljø” undersøgte vi erfaringer fra 20 konkrete vellykkede eller mindre vellykkede inklusionsforløb i 10 daginstitutioner fra det meste af landet. Vi indsamlede personalets erfaringer gennem historieværksteder, hvor deltagerne sammen reflekterede over praksis og den udviklingsproces de fleste af dem havde været igennem.  Resultaterne pegede på, at måden at tænke og arbejde med inklusion på har ændret sig markant i de senere år.   Førhen var der fokus på det enkelte problematiske barn, der skulle ’inkluderes’. Ressourcerne kom ofte i form af en støttepædagog. I dag er fokus på inklusion langt mere helhedsorienteret, og udgangspunktet for institutionernes arbejde med inklusion er hele børnegruppen. Ressourcerne tildeles mange steder hele institutionen og ikke det enkelte barn, ud fra en tankegang om at inklusion er et fælles anliggende.     Den gode dialog styrker inklusionen En god dialog mellem personalet på institutionerne og fagpersonerne i kommunen er afgørende vigtigt for et vellykket inklusionsforløb. Den gode dialog er blandt andet karakteriseret ved; at personale og eksterne fagpersoner arbejder ud fra fælles mål om at hjælpe det pågældende barn, at man deler relevant viden og erfaringer med hinanden, og at dialogen er præget af respekt og gensidig tillid trods forskellige vurderinger.

Til gengæld er eksempelvis et snævert fokus på omkostninger og ressourcer samt fagsprog og manglende dialog om forskellige faglige vurderinger hæmmende for samarbejdet. Krav om diagnose og fokus på mangler frem for fokus på muligheder og udvikling i børnefællesskaber er ligeledes hæmmende, ikke bare for dialogen, men også for mulighederne for at sikre den tidlige indsats.

Samarbejdet med kommunens ’vejlederkorps’ Det er forskelligt, hvordan ressourcetildeling foregår i kommunerne, men de fleste kommuner har forskellige støttekorps med faglige eksperter som for eksempel inklusionsvejledere, pædagogiske vejledere eller normeringspædagoger. Det er forskelligt, om disse indgår som en del af normeringen, ligesom der er store forskelle fra kommune til kommune på, hvordan disse støttepersoner inddrages i inklusionsarbejdet.   I nogle kommuner arbejder den pædagogiske vejleder ikke alene med det pågældende barn, men med barnets relation til hele børnegruppen, stuen og, hvis relevant, også forældrene. I nogle institutioner arrangeres vejledningsrefleksion for stuens personale og med inddragelse af pædagogisk teori og praksis. Vejlederen faciliterer desuden fælles refleksion over personalets praksis.  Institutionernes måde at arbejde med inklusion på afspejler et læringsforløb.   Det er tydeligt, at de pædagogiske vejledere mange steder igangsætter en proces, hvor den pædagogiske praksis i institutionen er under forandring. En forandring, som personalet selv italesætter og beskriver som ”vi øver os”. I takt med at personalet får flere erfaringer med inklusion, justeres deres praksis.   Den gode overgang – Børn med ’brugsanvisning’ Personalet er ofte bekymrede for, om effekten af det gode inklusionsforløb i institutionen forsvinder, når barnet begynder i skole, fordi skolen ikke har den samme viden om og erfaring med barnet og dets vanskeligheder.

Derfor er det vigtigt at give barnet videre med en brugsanvisning, at der bliver prioriteret ressourcer til at sikre den gode overgang. Det kan være i form af fælles møder, hvor viden og erfaringer om barnet overleveres, eller det kan være en pædagog, som følger med op i skolen i de første måneder for at sikre en optimal overgang. En anden mulighed er, at en pædagog fra skolen arbejder i institutionen nogle måneder inden barnet starter i skole for på den måde at få et kendskab til barnet og miljøet omkring det.

Den gode overgang er afhængig af et godt samarbejde mellem dem, der sender barnet videre, og dem som modtager barnet. Dette kan kaldes relationel koordinering, som dækker over en gensidig respekt, vidensdeling og tydelig kommunikation om barnet. Sammen med tilstrækkelige ressourcer er en god relationel koordinering vigtig for godt samarbejde om vellykkede inklusionsforløb.   Bevillingsstrukturen modarbejder en tidlig indsats Alt peger på, at en tidlig indsats over for et barn giver de bedste inklusionsforløb. Dette kan være relativt enkelt, hvis barnet allerede tidligt har fået en diagnose, og når der foreligger en handleplan for inklusionsindsatsen. Men sådan er det ikke altid, og personalet i institutionerne er tit de første, som opdager tegn på vanskeligheder hos et barn.   Sommetider er der ikke enighed blandt personalet om, hvad ’problemet’ er, sommetider er der ikke enighed med forældrene, og samtidig er det en alvorlig sag at skulle bede om at få et barn diagnosticeret. Flere oplever, at diagnosetænkningen fokuserer meget på det negative, som en institutionsleder sagde i projektet:   ”Vi skal jo beskrive et monster for at få udløst støtte, og det synes vi jo ikke han er”.

Dette gør, at hele processen trækkes ud, fordi de fleste er tøvende med at tale om diagnoser, som kan have store konsekvenser for et barn og dets forældre. På denne måde bliver krav om diagnosticering kontraproduktivt over for en tidlig indsats, som kan forebygge diagnoser. 

Hjælp til tidlig indsats En måde at imødekomme denne udfordring kan være ved at arbejde med ’bløde diagnoser’. Her behøver barnet ikke at have været vurderet hos sundhedspersonale eller psykolog, men kan derimod få støtte ud fra det pædagogiske personales vurderinger eventuelt med hjælp fra Pædagogisk Psykologisk rådgivning (PPR) eller konsulenterne i kommunens støttekorps. Dette er ikke nogen udbredt praksis, men kunne skabe grobund for at gentænke og udvikle måden, der i kommunerne gives støtte på.   I nogle kommuner arbejder man med en såkaldt ’åben konsultation’, hvor personalet kan henvende sig til PPR og få hjælp til en vurdering af børn, hvor der er mistanke om vanskeligheder, som kan være støttekrævende.    Som bevillingsstrukturen er mange steder i dag, er der en risiko for at indsatserne sættes i gang for sent i forhold til at sikre et vellykket inklusionsforløb.   Her er syv forslag til kommunerne Resultaterne fra forskningsprojektet tegner et billede af, at det er meget forskelligt, hvor langt kommunerne er kommet i deres indsats for at fremme daginstitutionernes arbejde med inklusion.  Nogle steder har man arbejdet længe og målrettet på at understøtte institutionerne i at håndtere de udfordringer som øgede krav om inklusion afstedkommer. Andre steder er man først lige startet på dette arbejde.    Med dette in mente, lægger resultaterne fra forskningsprojektet op til nogle generelle anbefalinger til kommunerne:  

1. Fokus på en stærk relationel koordinering mellem kommunens fagpersoner og personalet (tillidsfuld og gensidig respekt, fælles mål og viden og præcis, rettidig og problemløsende kommunikation)
2. Inddrag både pædagogers lokale viden og forvaltningens specialiserede viden
3. Skab rum for løbende dialog og vidensudveksling 
4. Arrangér og giv plads til møder for gode overgange og stærkt samarbejde
5. Skab mulighed for tidligere indsats overfor børn i vanskeligheder
6. Overvej om bevillingsstrukturen modarbejder en tidlig indsats på grund af diagnosekrav
7. Fokus på den samlede institutions arbejde med inklusion i ressourcetildelingen

  Om forfatterne: 

• Karen Albertsen er arbejdsmiljørådgiver og forsker i TeamArbejdsliv, og har været projektleder på projektet: Inklusion mellem pædagogik og arbejdsmiljø 
• Bjørg Kjær er lektor på Danmarks Institut fro Pædagogik og Uddannelse, DPU, Aarhus Universitet
• Hans Jørgen Limborg er arbejdsmiljørådgiver og arbejdslivsforsker i TeamArbejdsliv