Et bredt flertal i folketinget vil stramme tilsynet med friskolerne som led i den såkaldte »imampakke«, der ventes vedtages i næste folketingssamling.
Stramningerne handler især om, hvordan man kan udmønte lovkravet om, at friskolerne skal »forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene«. Et krav som Undervisningsministeriet allerede i 2012 udgav en inspirationsmodel til. Heri er der beskrevet ikke færre end 104 indikatorer til brug for den enkelte skole for arbejdet med opfyldelsen af lovkravet.
Allerede mange former for tilsyn
Der er både relevante opdateringer af det nuværende tilsyn, men bestemt også forhold som har brug for at blive præciseret og kvalificeret: hvad betyder demokratisk dannelse? – hvordan kan man sætte det på skema, så der kan føres tilsyn med det? – og er det rimeligt, at elever kan udtrækkes til samtale med en statslig tilsynsførende uden medvirken af skoleleder, lærere eller forældre? Og hvordan spiller alt dette sammen med den overordnede præmis om, at »friskoler skal stå mål med undervisningen i folkeskolen«?
I Dansk Friskoleforening savner vi fortsat præcise svar på, hvad der er den egentlige grund til at stramme tilsynet med friskolerne. I forvejen har vi et ganske fintmasket tilsynsreglement for friskolerne bestående af både et lokalt, et uddannet eksternt tilsyn samt et statsligt tilsyn indeholdende risikobaserede tilsyn, tematiske tilsyn, enkeltsagstilsyn og skærpede tilsyn. Altså: langt mere vidtrækkende tilsynsregler end folkeskolerne. Og tilsynet virker. Der er skoler, der sættes under skærpet tilsyn, ligesom historien også kan bevidne, at det sker, at en skole må lukkes, fordi kvaliteten er for dårlig.
Som om lovstramninger styres af medieomtale
Så, hvorfor skal skruen strammes endnu mere, og hvordan er mistilliden opstået? Når vi spørger politikerne direkte er svaret ofte uldent og med reference til diverse medieomtaler. Det rejser spørgsmålet om, hvordan den 4. statsmagt – mediernes magt – spiller ind på konkret lovgivning. Når man skriver sig bag øret, at der i øjeblikket synes at gælde en særlig forargelseskommunikation – både i medier og den offentlige debat i det hele taget – så må det mane til eftertanke, hvis den primære reference for lovstramninger er mediernes behandling af diverse emner.
Der skal ikke herske tvivl om, at netop friskolerne har stor interesse i, at tilsynet er velfungerende og effektivt. Heri ligger skolernes legitimitet. Derfor glæder det os også, at proportionerne mellem det markante politiske fokus på tilsynet og de konkrete ministerielle prioriteringer fremover synkroniseres, idet det er besluttet at udvide staben af statslige tilsynsførende fra to til ni medarbejdere.
Unødig mistænkeliggørelse
Når vi alligevel er kritiske over for nye stramninger af tilsynet, skyldes det den politiske anfægtelse af friskolernes frihed. Vi anerkender til fulde, at Danmark – og Europa – mødes af udfordringer med migration og stigende kulturel og religiøs mangfoldighed.
Desværre ser vi også en tendens til, at politikerne ikke tror på, at denne udfordring kan løses med traditionelle demokratiske værdier og værktøjer. Der tales i øjeblikket åbent om mulighederne for at begrænse friheden (i bestræbelserne på at bevare den), at nogle ytringer skal kriminaliseres og endelig italesættes et »dem og os«, hvor borgere med muslimske værdier udstilles. Det er netop i den forbindelse, at friskoler med muslimsk værdigrundlag i særlig grad mistænkeliggørelse.
Indfører straf på holdninger
Vi har en lang og enestående tradition for demokratisk samtale, uddannelse, folkeoplysning og livsoplysning. Det er netop her vi har funderet den fælles demokratiske politisk-juridiske ramme, som danner udgangspunkt for fællesskabet Danmark, og hvor der er givet mulighed for, at forskellige kulturer, religioner, sprog m.v. har kunnet udfolde sig i frihed under ansvar.
Det er den værdi, der har gjort danske borgere i stand til gennem årene at udforme fornuftige love og sikret, at vi fredeligt og omgængeligt har indrettet os med hinanden. Det er kun på handlinger vi kan straffes – ikke på vore holdninger.
Derfor er der forskel på rettens magt og magtens ret!
Friskoleloven er i sin essens et udtryk for den danske respekt for mindretallets rettigheder. Hver skole hviler på sit eget skolesyn, som ikke nødvendigvis deles af flertallet. Åndsfriheden byder staten at værne om mindretallets holdninger og synspunkter, så mindretallet frit kan udfolde sig inden for de demokratiske, politiske og juridiske rammer.
Svaret på tidens kriser er ikke mere kontrol – men mere tillid, tydelige forventninger om aktiv medvirken samt en ihærdig italesættelse af, at vi har en fælles identitet som borgere, og at vi er forpligtede og ansvarlige for ”det fælles bedste”. Vi har værktøjerne og sproget til at håndtere tidens kriser – ikke nødvendigvis uden, at vi moderniserer og indrettes os på nye måder.
Det er på dette grundlag, vi skal løse udfordringerne. I stedet for at stramme skruen uden at vide præcist hvorfor og med den klare risiko, at vi polariserer samfundets borgere endnu mere.
