Mange kommuner revurderer sager med dømt psykiater

Ledelse

30/07/2015 13:01

Nick Allentoft

Ni ud af de 10 kommuner, der har brugt flest penge på at få speciallæge i psykiatri Pier Casier til at udfærdige speciallægeerklæringer, gennemgår nu alle de sager, hvor den nu dømte psykiater optræder, skriver Fagbladet 3F.

Topscoreren er Esbjerg Kommune, hvor Fagbladet 3F har fået aktindsigt i 114 sager. Her siger direktør for Borger og Arbejdsmarked Lise Willer:

- Vi gennemgår alle de sager, hvor vi har brugt Piet Casier og vil også orientere de berørte borgere om, at vi ser på deres sag igen.

Fagbladet 3F's aktindsigt viser, at 38 ud af 114 borgere i Esbjerg Kommune har fået diagnosen ”sygdomsefterligning”, som var den diagnose, som Piet Casier og Norddjurs Kommune blev dømt til at betale erstatning for til en borger.

                           Læs også: Skarp kritik af Arbejdsskadestyrelsen

Slagelse Kommune afbrød samarbejdet med Piet Casier i 2011.

- Vi kan se, at der er sager, vi skal have genoptaget. Men der er også sager, hvor afgørelsen er til gunst for borgerne. Vi tager det meget seriøst og genoptager de sager, hvor afgørelserne har ligget borgerne til last. Det er trist, at en psykiater, vi troede var i orden, er kommet borgere til skade, siger Marja Elverhøi, afdelingschef i Jobcenter Slagelse.

I fire ud af i alt syv sager i Fredericia Kommune har Piet Casier stillet diagnosen ”sygdomsefterligning”, viser Fagbladets aktindsigt.

Lisbeth Christensen, faglig konsulent i Drift & Udvikling i Fredericia oplyser, at kommunen har gennemgået de syv sager.

- Beskæftigelsesudvalget vil på sit næste møde modtage en redegørelse om sagerne med henblik på drøftelse af, om der er anledning til at foretage yderligere, siger hun.

Også i Horsens, Høje-Taastrup, Norddjurs, Silkeborg, Brønderslev og Ikast-Brande Kommune vil sager, hvor psykiateren har udfærdiget speciallægeerklæring for en borger, blive gennemgået. Faaborg-Midtfyn Kommune beslutter 10. august, om de relevante sager skal gennemgås, oplyser kommunens velfærdsdirektør Annalise Horster.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.