"Læring er dermed blevet den nye kerneopgave", står der i artikel fra COK forleden.
Artiklen provokerer. Den provokerer, i hvert fald, mig. Det håber jeg er meningen, men jeg tror det næppe.
En undervisers fornemmeste opgave har altid været at sikre, at elevernes nysgerrighed for læring vedligeholdes. Læring er en integreret del af undervisning. Det kan derfor undre, at COK ligefrem bringer et paradigmeskift på banen.
Dernæst er det underviserens opgave, at præsentere eleverne for forskellige emner, områder o.l som kan udfordre og styrke elevernes kompetencer – enkeltfagligt eller tværfagligt, det varierer. Gerne via fokus på differentieret læring i forhold til den og de enkelte elever. Hvilket – altså den differentierede del af det – dog begrænses kraftigt af institutionernes manglende hænder og andre ressourcer. Undervisning handler langt fra kun om de forskellige metoder, der kan bruges til tilrettelæggelse. Den didaktiske vinkel drejer sig for eksempel om indhold og formål med undervisning. Formål er blandt andet læring. Den pædagogiske vinkel inddrager blandt andet tankerne om, hvordan vi som individer lærer forskellige ting – både som børn og som voksne. Undervisning bruger elementer om læring blandt andet både fra pædagogisk og didaktisk tænkning. Undervisningen fokuserer simpelthen på den læring der gerne skulle forekomme og udvikle sig via undervisningens forløb. LÆS OGSÅ: LEKTOR: Læring har aldrig været skolens formål Måske en helt anden pointe? Skulle det vise sig, at artiklen egentlig omhandler manglende kreative lokaler, rum og andre rammer i skolernes regi, så fremgår det ikke tydeligt. Hvis det drejer sig om tabeller på trappetrin, klatrevægge, dyrkning af grønsager og lignende rum, indendørs eller udendørs, så vil det sjældent være kreative idéer der mangler for at skabe forskellige rum og steder skabt til at pirre nysgerrigheden og dermed også læringen.Men hvis det er det det hele handler om i forfatternes artikel, så drejer det sig om penge og ressourcer til skolerne og ikke manglende forskelligartede kompetencer, som lærerne og pædagogerne bringer med sig – for de er derude.
Manglen på forskellige rum til læring drejer sig i hvert fald ikke om lærere og pædagoger, som pludselig ikke længere kender deres egen profession, grundet en påtvungen skolereform. Det ville klæde artiklen, at tale om mulighederne for at fremskaffe ressourcerne, remedierne, materialerne, de ekstra hænder til skolerne og dermed også tiden til den enkelte elevs udvikling og læring, frem for at tale om læring, som om det praktisk talt ikke har været til stede før lærerne nu, med den nye skolereform, lærer, hvordan læring foregår. Træder på lærere og pædagoger Mai-Britt Herløv Petersens artikel formår at træde på lærere og pædagoger med sætninger som, ”et paradigmeskift, hvor kerneopgaven i folkeskolen er skiftet fra at bedrive undervisningsvirksomhed for nationens børn til fokusering på at skabe læring for eleverne.” Ikke nok med, at hun hermed henslængt peger på, at de professionelle aktører egentlig ikke har været professionelle før – fordi indtil skolereformen underviste lærerne blot, nu skal de altså også sørge for og huske at børnene skal lære noget og dermed udsættes for læring. Undervisningen havde altså, tilsyneladende jf. artiklens forfatter, ingen fokus på læring før skolereformen blev gennemtvunget med fine ord.Det er muligvis et paradigmeskift for (nogle) politikere og tilsyneladende for chefkonsulenter hos COK, en underafdeling af KL – som i den grad er fortalere for den påtvungne skolereform. Det er dog langt fra et paradigmeskifte for de professionelle aktører indenfor feltet. For lærere har elevernes læring altid været målet. Uagtet om det har været gennem indoktrinering eller via fleksibel differentieret udviklende læring – tidernes undervisning har altid haft læring som mål på den ene eller anden måde.
Her er en anden sætning fra artiklen: ” … professionsidentitet under forandring. De skal nu til at genopfinde sig selv som lærere og pædagoger – og som professionelle. Deres læring er dermed direkte koblet til forandringerne i reformen, og deres arbejde er blevet mere komplekst”. Genopfinde sig selv – det lyder fornemt. Det er dog, i denne sammenhæng, ikke fornemt. For artiklens forfatter formår at fortælle, at lærerne – i hvert fald i hendes optik - ikke før nu har været professionelle på den rette måde. Det er først nu, at den dybe tallerken virkelig er kommet på bordet og fyldt med gode idéer, primært fra alle mulige andre end de der arbejder fast indenfor feltet. Det er – ifølge Herløv Petersen – først nu, at lærerne skal til at være og til at lære, hvordan man agerer som professionelle samarbejdspartnere, frem for kolleger der hygger sig samtidig med at de både enkeltvis og sammen arbejder på, forbereder samt drøfter læringsformer, metoder og idéer, samtidig med, at de debatterer, hvordan der skal findes tid til den enkeltes læring, til at rette de opgaver der mangler, til at mødes med Ib eller Pernilles forældre, til at planlægge de næste dages og ugers læringstimer. Desuden formår forfatteren af artiklen, at pointere, at lærere og pædagoger tilsyneladende ikke har formået at stille hv-spørgsmål, før den nye skolereform blev påtvunget dem. Det får mig til at tvivle på om Mai-Britt Herløv Petersen har styr på, hvad lærere og pædagoger lærer om læring via deres studier. Jeg tvivler også på, om hun egentlig har styr på hvad undervisning og læring egentlig er. I artiklen lyder det som om, at termen læring først er opfundet med skolereformen, hvilket muligvis kan forklare denne trang til at fortælle lærerne, at de skal lære noget om læring. Fortsæt som altid, eller? Pædagoger og læreres forandringsparathed og fleksibilitet hives også frem og sættes på spidsen, som om at det aldrig har været til stede før den famøse 2013 skolereform. Det er tilsyneladende ikke tænkeligt, at undervisningssituationer, frikvarterer, forberedelsestimer, møder, forældresamtaler etc. har krævet fleksibilitet og forandringsvillighed hos underviserne – eller for den sags skyld hos eleverne. Det er tilsyneladende ikke tænkeligt, for Herløv Petersen, at forandringsparathed er en nødvendighed i en undervisningssituation eller at det har været anset som en nødvendighed (før 2013) i de situationer, hvor læreren og klassen pludselig står med IT der ikke virker, eller andet der forstyrrer den planlagte læringstime. Alt i alt kan jeg dog umiddelbart konstatere, at Mai-Britt Herløv Petersen, særligt med henvisning til Pors og Åkerstrøm, tilsyneladende forsøger, at fortælle lærerne, at de skal forsætte med at gøre det, som de hele tiden har gjort. Nemlig et primært fokus på læring hos elever – hvilket er selve målet med undervisning. Herløv Petersen har dog formået at gøre det med uhensigtsmæssige sætninger, der i stedet for at løfte de professionelle lærere op, trasher dem ved at fortælle dem, at det eneste de har gjort er at hygge sig uden at have fokus på andet end lidt undervisning, der ikke indebærer læring.
