Argumentationen lyder besnærende, men det er svært at se, hvorfor kommunerne skulle kunne løfte netop denne opgave bedre end, hvad de kan nu.
I efteråret 2016 udkom der en evalueringsrapport vedr. et frikommuneforsøg mellem seks kommuner om vederlagsfri fysioterapi. Rapporten er udgivet af kommunernes egen forening, KL, sammen med det daværende Social- og Indenrigsministeriet.
I rapporten står der følgende:
”Samlet set giver evalueringen af forsøgsordningen ikke et entydigt grundlag for at konkludere, at forsøgsordningen bør udvides til andre kommuner, og at mulighederne der skabes i forsøgsordningen nødvendigvis skal tages i brug af alle andre kommuner, da resultaterne i forsøgskommuner på flere områder peger i forskellige retning."
Herudover fremgår det også, at antallet af borgere i de seks kommuner, der deltog i forsøget, ikke ændrede sig:
"Generelt vurderer kommunerne, at forsøget ikke har haft en effekt på antallet af borgere, som har modtaget vederlagsfri fysioterapi. Der er en tendens til, at der er blevet tildelt flere holdydelser og færre individuelle ydelser under forsøget."
Rapporten peger dog på, at det kan være fornuftigt, at kommunerne og lægerne indgår i et samarbejde, så man er sikker på, at reglerne for vederlagsfri fysioterapi overholdes. Det kunne pege på, at efteruddannelse af bl.a. læger kunne have en betydning.
En anden mulighed kunne være, at finansieringen af ordningen blev løftet ud af kommunerne, og der blev indført en form for refusion af ordningen.
Ordningen har stor betydning for mine medlemmer i PolioForeningen og UlykkesPatientForeningen. Fysioterapien betyder, at de kan vær selvhjulpne i længere tid, end de ellers have kunnet være. Og herudover tilfører træningen dem også ekstra livskvalitet.
Et alvorligt fysisk handicap kan jo ikke afhjælpes med medicin eller operationer, så for os spiller fysioterapien en yderst vigtig rolle. Uden den kan vi ikke klare os. For mennesker med fysisk handicap er det vigtigt, at ordningen består, og at den forbliver i et sundhedsfagligt kompetent miljø, hvor man kender behovet for den enkelt sundhedsgruppe fremfor, at den bliver underlagt almindelig kommunale økonomiske hensyn.
