Søren Møller er klar til at fortsætte i spidsen for Danmarks næststørste idrætsorganisation med over 6000 idrætsforeninger og 1,5 mio. danskere. Den 5. november blev han genvalgt som formand for DGI for to nye år på DGI 's årsmøde i DGI Huset Nordkraft i Aalborg.
Søren Møller har været formand for DGI siden 2001, og han ser bl.a. frem til at arbejde videre med visionen 'Bevæg dig for livet', som DGI og DIF står bag. Den fælles vision har som mål at gøre 600.000 flere danskere aktive, heraf 325.000 i idrætsforeninger. Søren Møller er ikke i tvivl om, at samarbejdet omkring 'Bevæg dig for livet' kommer til at ændre DGI. Men opgaven er så vigtig og rigtig, at det vil blive en spændende og god proces.
LÆS OGSÅ: Foreningerne er under pres
Idrætsforeningerne og sociale medier
At styrke idrætsforeningernes arbejde med at udvikle sig er også en af Søren Møllers mærkesager. Flere undersøgelser har vist, at det gør en markant positiv forskel, når idrætsforeninger sætter udvikling på dagsordenen. Søren Møller peger bl.a. på, at idrætsforeningerne skal bruge de sociale medier meget mere, for der er ingen under 40, der har lyst til at have med noget at gøre, der ikke kan klares via en smartphone. DGI skal hjælpe foreningerne med at gøre tingene så lette som muligt at administrere og kommunikere - DGI skal ikke nødvendigvis skabe det hele selv, men fremme, at der bliver lavet gode løsninger.
Om Søren Møller
Søren Møller er uddannet lærer fra Silkeborg Seminarium, og han var i 1992-2001 forstander for Gerlev Idrætshøjskole. Udover at være formand for DGI er han i dag bl.a. næstformand i Danske Spil, formand for Foreningen af DGI-Huse og næstformand i DGI Byens bestyrelse. Søren Møller er 59 år og gift med journalist Jonna Toft. Han har to sønner, to bonusbørn og to børnebørn.
Selv startede Søren Møller sin idrætskarriere som fodboldspiller, men senere blev håndbold den foretrukne sport, og han har både været træner og bestyrelsesmedlem i en række idrætsforeninger. I dag får han sved på panden og gode oplevelser ved at træne i DGI-huset i Aarhus, og så er han ivrig landevejscykelrytter.
Søren Møller er i øvrigt med i opløbet om at blive folketingskandidat for Socialdemokraterne i Skanderborg-kredsen. Hvis han bliver valgt til folketinget, trækker han sig som formand for DGI.