Der er dog store forskelle i andelen af udsatte unge mellem landets kommuner. I hovedstadskommunen Lyngby-Taarbæk ligger andelen på mellem 0 og 3 procent, men kører man knap 100 kilometer vestpå, til Odsherred Kommune, ligger andelen på over 9 procent. Der er ligeledes høje andele af udsatte unge i kommuner som Bornholm, Lolland, Jammerbugt og Brønderslev. Og omvendt er der især lave andele udsatte unge i Øresundskommunerne nord for København.
Det viser et notat med en ny kortlægning fra ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed, der fokuserer på både den aktuelle geografiske fordeling af udsatte unge og på ændringer over tid i disse fordelinger i perioden fra 2000 til 2014. Den aktuelle fordeling illustreres i figuren ovenfor, som viser, hvor mange udsatte unge der er i hver af landets kommuner som andel af det samlede antal unge i kommunen i 2014. Figuren er konstrueret således, at en mørkere farvning er ensbetydende med en højere andel, og – som en naturlig følge heraf – at en lysere farvning er ensbetydende med en lavere andel.
Man kan her bemærke, at fordelingen af udsatte unge i landets kommuner ikke tager sig ud som en rådden banan, som ville indebære, at vi især finder store andele udsatte unge i de sydlige og vestlige kommuner. I det omfang, der er et mønster, synes der snarere at være tale om høje koncentrationer af udsatte unge i kommuner, der ligger langs en akse, der går fra nordvest til sydøst.
I notatet sammenlignes dette aktuelle niveau og fordeling af de udsatte unge i landets kommuner med den kommunale fordeling af udsatte unge, som den så ud umiddelbart før finanskrisen i 2007, hvor arbejdsløsheden var historisk lav. I denne sammenligning er det tydeligt, at det over hele landet har været vanskeligt at få de udsatte unge med i den gunstige udvikling, der har præget dansk økonomi og det danske arbejdsmarked i de senere år.
Hvad skyldes de kommunale forskelle?
Det er ikke notatets hensigt at analysere årsager til disse forskelle, og der kan være en lang række forklaringer på, hvad de skyldes. Der er ikke mindst væsentlige forskelle mellem de kommunale arbejdsmarkeder – både med hensyn til generelle ledighedsprocenter, hvilke brancher der er repræsenteret og hvilke typer af jobs, der udbydes. Samtidig er der forskel på uddannelsestilbud og hvilke øvrige indsatser, der tilbydes både udsatte og ikke-udsatte unge. Og endelig er der forskel på sammensætningen af borgere, der bor i de forskellige kommuner, og dermed deres forudsætninger for at indtræde succesfuldt på arbejdsmarkedet og i voksenlivet.
