Sygeplejerske: Patienter får beroligende medicin, så vi kan gå fra dem

Ledelse

18/08/2016 11:13

Nick Allentoft

Patienter får sovemedicin, fordi personalet har for travlt, siger sygeplejerske til DR Sjælland. Patientformand er chokeret.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Lena Sommer arbejder på intensivafdelingen på Sjællands Universitetshospital Køge, som har fået et påbud fra Arbejdstilsynet på grund af for højt arbejdspres. Et arbejdspres, der jævnligt går ud over de alvorligt syge patienter på afdelingen. Det skriver DR Sjælland.

- Vi bliver nogle gange nødt til at gå fra patienterne, som er komplekse, og mange af dem ligger i respirator. Nogle af patienterne får noget sovemedicin for at holde sig i ro. Nogen gange er det nødvendigt at give dem mere, for at de skal sove, hvis vi ikke er på stuen. Det er for, at de ikke hiver tuben ud, når de ligger i respirator, eller en arteriekanyle, så de forbløder, siger sygeplejerske Lena Sommer til DR Sjælland.

Hun er godt klar over, at det ikke er hensigtsmæssigt at skrue op for den beroligende medicin til patienterne.

- Det er noget skidt, fordi det forlænger patienternes indlæggelsestid, og deres sygdomsperiode kan blive mere langstrakt, siger hun til DR Sjælland.

LÆS OGSÅ: Skarpe reaktioner: Vanvittigt og syg kultur

Intensivafdelingen på Køge Sygehus har plads til otte patienter. Om aftenen er der seks sygeplejersker, og om natten er der fem på vagt, fortæller Lena Sommer.

- Så der er nogle, der skal passe to patienter, og hvis der er nogle af patienterne, der er urolige, eller hvis man skal tage imod en ny patient, er man nødt til at være to om det og gå fra en patient.

Tidligere har sygeplejerskerne indberettet den øgede medicinering som en såkaldt utilsigtet hændelse. Et redskab, man bruger for at tage ved lære af fejl og kunne rette op på dem. Men det sker ifølge rapporten fra Arbejdstilsynet ikke længere, fordi den øgede brug af beroligende medicin sker dagligt.

- Vi har så travlt, at vi ikke får skrevet de utilsigtede hændelser, for så skal du egentlig sidde og gøre det på overarbejde, siger Lena Sommer.

Det ekstremt høje arbejdspres på intensivafdelingen har ifølge rapporten fra Arbejdstilsynet, som DR Sjælland har fået aktindsigt i, stået på i flere år, men er intensiveret i 2015 og frem til april 2016, hvor Arbejdstilsynet besøgte afdelingen.
En medarbejder peger ifølge rapporten på, at "det ville få konsekvenser for flere patienter, der fik forværret deres tilstand eller døde, hvis plejepersonalet ikke arbejdede i det omfang, de gør.

Lena Sommer er selv meget påvirket af, at hun ikke føler, hun yder sit bedste i dagligdagen.

- Det er frustrerende, at man ikke kan give den pleje og behandling, man er uddannet til at gøre, og man ved, det kan gøres bedre. Det forstyrrer både min faglige stolthed, og hvad jeg synes er rimeligt overfor både patienter og pårørende, siger hun til DR Sjælland.

Patientformand chokeret

Formand for Danske Patienter Camilla Hersom er mildt sagt rystet:

- Jeg er oprigtigt chokeret over den her sag. At vi i Danmark i 2016 bedøver patienter, fordi ikke har tid til at tage os af dem. Det er fuldstændigt uacceptabelt af en lang række årsager. Det må simpelthen ikke fortsætte, siger hun til DR Sjælland.

Hun mener, at sagen er ekstra alvorlig, fordi der ikke er tale om et enkelt tilfælde. Medicineringen er foregået helt systematisk i en lang periode.

- Det vidner jo om, at vi har at gøre med en afdeling, der er helt ude i tovene. Det er fuldstændig uacceptabelt og det må rettes op øjeblikkelig.

Det er ikke bare hos sygehusets ledelse, men også på regionsniveau, understreger Camilla Hersom.

- Det går jo ikke. Der sker fejl og utilsigtede hændelser, hvor mennesker mødes. Men hvis det bliver systematisk over flere år, så har vi at gøre med en syg kultur.
Der skal i følge patientformanden tilføres ressourcer, så personalet har mulighed for at tage sig ordentligt af patienterne, siger hun til DR Sjælland og tilføjer:

- De patienter, der ligger på intensivafdeling, er i bogstaveligste forstand dødsyge. De kan ikke tåle, man eksperimenterer med deres behandling.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.