David Wedege giver et bud på, hvorfor venstrefløjens fodsoldater er i oprør.
David Wedege giver et bud på, hvorfor venstrefløjens fodsoldater er i oprør.

Venstrefløjens fodsoldater er i oprør: Her er et bud på hvorfor

Velfærd

26/11/17 9:33

Nick Allentoft

En bombe er sprængt lige midt i venstrefløjens egen lejr. Selv ikke hele venstrefløjen i Folketinget til venstre for Socialdemokratiet kan nu undsige tidens generelle socialkrise. Venstrefløjen er selv trukket helt ned i mudderet nu, skriver David Wedege.
En vittig sjæl tog et billede af Alternativets københavnske frontfigur, Niko Grünfeld, der smilte i festligt lag med en anden mands arm om sin hals. Og indsatte en taleboble med ordene: “Let them eat culture”.   Lånt fra legenden om den franske dronning Marie-Antoinette, som hånede de sultende fattige med ord omtrent som “Ingen brød? Lad dem æde kage”. Et veritabelt raseri er brudt ud på sociale medier, fordi hverken Enhedslisten eller Alternativet ville tage posten som beskæftigelsesborgmester efter den væltede Anne Mee Allerslev, som trak sig efter massiv kritik af et bryllupsfest. Og formentlig fordi social kritik af hendes forvaltning igennem lang tid gjorde hende tilpas mør.   Nu bliver vreden knyttet sammen med borgmesterposterne, men forklaring rækker ikke helt. Forklaringen er snarere, at flere års opsparet vrede har skabt så kraftigt et tryk, at en banal begivenhed var nok til at få låget til at ryge af. Poppe. Ligefrem eksplodere.   Det er venstrefløjens egen underklasse, der revolterer mod salonen. De rige, de urbane, de tjekkede. Karrieremagerne.

LÆS OGSÅ: VOKSENDE UTRYGHED KAN SKABE POLARISERING

Salonvenstrefløjen Der har længe været en udbredt opfattelse i venstrefløjens underklasse af, at salonvenstrefløjen langt hellere ville vise sig til studenteraktioner og til kønspolitiske parader, end de vil på gaden for dem, der har de ringeste ressourcer. De syge, invalide, udsatte og fattige.   At salonvenstrefløjen går mere op i teater og i cykelstier end vilkårene for borgere på kanten.   I modsætning til partier som SF, Socialdemokratiet og Radikale er Enhedslisten og Alternativet ikke beskyldt for at have stemt forkert og ment noget forkert. Synden er en anden, men den er slem nok.   De to venstrefløjspartier, som skriger på flere ressourcer til syge, fattige, udsatte og invalide, døjer selv med deres egne prioriteringer. Det virker opfattelsen i hvert fald til at være, for når sager skal prioriteres og midlerne findes til at støtte udsatte, er der selv hos salonvenstrefløjens politikere en udbredt opfattelse af, at de svagestes sager taber. Så er de åbenbart hellere fri for at tage skraldet selv. Kæmpe kampen.

Ser man på persongallerier og hvem der når til tops, analyserer man hurtigt, at venstrefløjen internt har lige så store klasseproblemer som det omkringliggende samfund. Partieres folketingsgrupper består nærmest alene af en meget privilegeret klasse, hvoraf flere bor i eksklusive, dyre ejerboliger i København, og samme privilegerede skær hviler over de højeste tillidsposter og de lokalvalgte.

Klassesortering Venstrefløjen, som i årtier har talt om klassefiltre og klassedomstole i samfundsstrukturen, kan ingenlunde selv sige sig fri for klassesortering.   I venstrefløjens underklasse føler man ikke, at salonklassens aktivisme på socialområdet er i nærheden af at stå mål med de lidelser og den tort, som underklassen i disse år mærker. Der findes nogle enkelte, der dygtigt plejer deres nicher. Især beskæftigelsesordførere som Torsten Gejl, Finn Sørensen og Karsten Hønge. De har nydt stor respekt og gør det formentlig fortsat.

LÆS OGSÅ: MIDDELKLASSEN HAR SEJRET AD HELVEDE TIL

Der er bare en udbredt fornemmelse af, at disse socialkæmpere kæmper alt for alene i deres små tildelte politikreservater.   En bombe er sprængt Hvorfor dette oprør nu - når borgmestersagen kun er den udløsende årsag? Det er egentlig en historisk enestående omstændighed, at venstrefløjens underklasse er mobiliseret og forenet i én interessegruppe, og der er kun én årsag: Den generelle behandling af syge på kanten af arbejdsmarkedet. Det er sagen, der har samlet og mobiliseret gruppen.   Foreningen - eller måske skal man tale om mobiliseringen - er forbavsende stærk. I Facebooks mange debatter ser man adskillige med dobbeltkasketter, som vælger, hvilken de vil tage på, og adskillige, mangeårige partimedlemmer og partistøtter kyler partikasketten og undsiger deres top. Ytringer, som før kun ville fremgå i strengt lukkede kredse, ytres nu i al åbenlyshed.

En bombe er sprængt lige midt i venstrefløjens egen lejr. Selv ikke hele venstrefløjen i Folketinget til venstre for Socialdemokratiet kan nu undsige tidens generelle socialkrise. Venstrefløjen er selv trukket helt ned i mudderet nu.

Venstrefløjens egen underklasse har erkendt, at med sådan en venstrefløj som venner, behøver man ikke længere sine fjender.   Men hvad vil venstrefløjens underklasse med sin vrede? Det er svært at sige, hvad et sammenrend af enkeltpersoner, der ikke har holdt møde, vil opnå, men her er et bud:   Den vil sætte en prislap på sin støtte til venstrefløjspartierne, og prisen bliver høj og prislappen bliver hængende.   For når der er desperation, er der alligevel intet at miste.   En hårdere konfliktmodstander kunne venstrefløjens salonklasse ikke have fået.   Om forfatteren: David Wedege Petersen Erhvervsjournalist. Næstforperson i Alternativet, lokalkreds Jammerbugt. Medlem af Alternativet siden 2014. Aktivist i sygebevægelsen som pårørende. Tidligere talsperson for borgerretsgruppen Klemte Borgere i Aalborg Kommune / Sygt Valg i Aalborg.  

Annonce