Af Jens Friis, underviser, København N
Den 30. marts 2020 trådte Mette Frederiksen ind til et pressemøde på Christiansborg med en meddelelse til alle danskere. Efter pressemødet var der nok nogle, der var i tvivl om, hvorvidt det egentlig var et politisk pressemøde eller en bedemandseksamen for grupper, de havde overværet. Den skræmte danske befolkning fik at vide, at “ethvert mistet liv med corona er en tragedie.”
En i mine øjne fuldstændig vanvittig udtalelse. Selvfølgelig er ethvert mistet liv med Corona ikke en tragedie. Det er en aldeles forskruet præmis at anlægge. Det er helt naturligt, at danskere kommer til at dø med corona. Det må og skal jo faktisk være sådan, når nu en influenzalignende virus er brudt ud. Her starter Mette Frederiksen altså sin manipulation af danskerne. En grov og dybt uansvarlig pathos-manipulation, som Mette Frederiksen fra marts og så til nu teatralsk og melodramatisk har fremført for befolkningen, som var hun til optagelsesprøve på Statens Scenekunstskole. Men tilbage til pressemødet. Måske er vi ikke alle enige om, hvad ordet og begrebet “tragedie” indebærer? Lad mig derfor for jer læsere prøve at skabe konsensus. For hvad er en tragedie?
I januar 2017 dræbte en familiefar sin kone og parrets fire børn i Ulstrup vest for Randers. B.T. beskrev den 24. januar tragedien således: “Sent om aftenen søndag den 9. januar dræbte den 45-årige it-konsulent sin kone Trine Nielsen og parrets fire børn, Josefine på 16, Magnus på 11, Cirkeline på seks og Marius på tre år i familiens hus, hvorefter han tog sit eget liv.” Dette blev kaldt en tragedie.
Et andet eksempel kunne være den mor og datter, som i oktober sidste år blev kørt ned af en vanvidsbilist på Frederiksberg. Datteren døde efterfølgende af sine kvæstelser. Statsminister Mette Frederiksen kommenterede selv situationen på facebook: "Mit hjerte græder. Jeg vil gerne sende mine varmeste tanker til den familie, der på tragisk vis mistede en lille pige på kun fem år i går.”
Her bruger Mette Frederiksen altså selv adjektivet “tragisk” om den frygtelige ulykke. Og de to ovenstående episoder er for mig meget repræsentative eksempler på, hvad en tragedie kan være. Mit spørgsmål til jer er så: Er det så også en tragedie, hvis en dement 95-årig plejehjemsbeboer i forvejen ramt af én eller to andre sygdomme pådrager sig Corona og afgår ved døden tre uger før vedkommende ellers ville være sovet ind? Mit svar er nej. Jeg synes ganske enkelt ikke, man kan sidestille de to første eksempler med det sidste. Så her kan vi altså se, at Mette Frederiksen fordrejer og forkvakler virkeligheden og forpester luften med sin overdrevne, angstprægede og emotionelle manipulation.
På samme måde som statsminister Mette Frederiksen også her i 2021 ved flere lejligheder har kaldt den nye britiske mutation for “fjende”. Men kan man kalde en helt naturlig virus for fjende? En virus som er ganske naturlig natur og biologi? Kan det være en “fjende”? Kan man kalde influenza for “fjende”? Kan man kalde en tsunami, en orkan eller en skovbrand for “en fjende”? Mit svar er igen nej. Det kan man ikke, medmindre man selvfølgelig ønsker at manipulere en godtroende og samarbejdsvillig befolkning. Så kan man godt, og så er det netop det, man gør. Lad mig elaborere:
I en skovbrand, en orkan eller en virus findes der ikke immanent et indifferent substrat, som det måtte stå frit at vælge det ene eller det andet. Der findes ingen “væren” bag en “gøren”. Med andre ord; en skovbrand kan ikke selv vælge, om den vil være skovbrand eller ej. Den kan heller ikke selv vælge hvor voldsom en skovbrand, den vil være. En skovbrand har simpelthen ikke muligheden for at vælge. Derfor kan den heller ikke selv vælge at stoppe igen, når først den er gået i gang. En skovbrand har altså ingen intentioner om hverken godt eller ondt. Den er bare skovbrand. Derfor kan den ikke kaldes for en fjende. Ligesom en orkan, en flodbølge eller en virus heller ikke kan kaldes for “fjende” Men hvad kan man så kalde Coronavirus? Tjah, nogle bud kunne være en “udfordring”, en “forhindring” eller en “problemstilling”? Men en fjende? Nej tak. Derimod kan det paradoksalt nok ikke udelukkes, at det intellektuelle Danmark ser netop Mette Frederiksen som en fjende.
For det er nemlig én eller flere mennesker, man kan kalde for “fjende”. For mennesker har muligheden for selv at vælge det gode eller det onde. Mennesker har intentioner. Islamisk stat kunne man f.eks kalde for “fjende”. Islamisk stat er en gruppe mennesker, som selv helt frivilligt har valgt at handle, som de gør. De har allesammen også muligheden for til enhver tid at holde op med at gøre, som de gør. Men hvorfor kalder Mette Frederiksen så den britiske mutation for fjende, når vi her kan se, at det er helt ude i skoven? Det gør hun for at manipulere, fordi hun så har et grundlag for at servere sin klistrede, kvalmende og kvælende fortælling om fællesskab, samfundssind og hensyntagen på. Så alle danskere tror, at vi har en fælles fjende, vi skal bekrige, som stod russernes militær ved grænsen og lagde an til skud.
Statsministeren stimulerer gennem skærmene den laveste fællesnævner hos os alle og forgifter dermed vores sind, så vi bliver en nation, hvor alle pludselig er betjente, vagter, og stikkere. Danskerne stikker hinanden, som en ophidset fakir stikker sig selv. Når en ensom frisør kujonagtigt bliver anmeldt, og politiet braser ind i salonen og indser, at det er to dukkehoveder, hun farver hår på, så ved vi, at Mette Frederiksen-virus er iblandt os. Når syv unge mennesker bliver anmeldt i en parkeringskælder under Rema 1000 i Odense, fordi de længes efter hinanden, så ved vi, at Mette Frederiksen-virus er iblandt os. Når en enlig mor sidder med sine to døtre og en hund på en bænk på Islands Brygge uden andre mennesker i miles omkreds og stadig får en bøde for overtrædelse af opholdsforbuddet, så ved vi, at Mette Frederiksen-virus er iblandt os og også har inficeret politiet.
Vi bliver nødt til som land og som befolkning at stå sammen - både sammen og hver for sig, så vi kan bekæmpe vores allesammens værste fjende: Mette Frederiksen-virus.
