Sundhedsborgmester vil gøre strande røgfri

Det skal være slut med at ryge på de københavnske strande, mener sundheds- og omsorgsborgmester i København, Sisse Marie Welling (SF). Borgmesteren vil nu stille forslag om, at strandene i København bliver røgfri i stil med bl.a. byens legepladser.

Når vejret er godt, flokkes københavnerne til byens strande. Men det er ikke kun solcreme, badetøj og bøger, der kommer med i strandtasken. Mange københavnere tager også cigaretterne med på stranden og pulser løs, mens de slænger sig i solen. Sådan skal det ikke være fremover, hvis det står til sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF). Borgmesteren mener ikke, at rygning hører hjemme på stranden.

- På varme sommerdage, som dem vi heldigvis har en del af for tiden, ser jeg ofte folk på stranden, der ryger den ene cigaret efter den anden. Det er generende - både for dem, der ligger omkring og for de næste gæster, når de opdager, at de nærmest ligger midt i et askebæger af efterladte cigaretskod. Men mest af alt er det jo problematisk, at vores børn og unge får den opfattelse, at rygning er en naturlig del af strandlivet på linje med vandkampe, vaffelis, solcreme og sandslotte, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).

Borgmesteren vil nu stille et forslag i Borgerrepræsentationen på Rådhuset om at gøre de københavnske strande fri for røg. På samme måde, som man siden 2013 har haft røgfri legepladser i København - med det resultat, at rygning nu stort set er elimineret fra de steder, hvor byens børn leger. Sådan skal det også være på strandene, hvor børnene som bekendt også leger. Borgmesterens forslag vil - hvis det bliver vedtaget - bl.a. betyde, at der på strandene vil blive opsat skilte, der henstiller til, at man ikke ryger.

Ud med askebægre, der ligner legetøj

Et sted at starte er ifølge Sisse Marie Welling at fjerne de kommunalt opsatte askebægre, som strandgæsterne lige nu kan låne. Askebægrene er designet som iøjnefaldende isvafler, ligner legetøj og sender et helt forkert signal, mener borgmesteren.

- I Københavns Kommune skal vi rygning til livs. Det kommer vi ikke ved at tilbyde sjove askebægre, der nærmest appellerer til, at man tager smøgerne med - og frem - på stranden. Hvis vi som kommune gerne vil udlåne plastikting på stranden, så lad det være skovle og spande, så børn og deres forældre kan grave kanaler eller bygge sandslotte. Det er også både sjovere og sundere end at ryge. Og så lad os arbejde på at få smøgerne helt væk fra stranden, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).

Danmark fik sidste sommer sin første røgfri strand, da en del af stranden i Tisvildeleje blev erklæret røgfri. Andre lande - bl.a. Frankrig, Spanien og Italien - har fået flere og flere røgfri strande gennem de senere år. Alene i Frankrig var der i 2019 over 50 strande, hvor der er indført rygeforbud.

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også