Sundhedsøkonom: Aftale rummer for få penge

Velfærd

11/11/2014 10:53

Suleman Haider

Halvanden milliard kroner over fire år er for lidt, mener professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen.

Der rækker slet ikke, når regeringen og Enhedslisten bruger i alt 6,5 milliarder kroner på sundhed over fire år. Der går årligt 100 milliarder kroner til sundhedsområdet, som i 2015 kun får 600 millioner kroner ekstra.

Det siger Kjeld Møller Pedersen, som er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet. 

- Halvanden milliard forslår - populært sagt - som en skrædder i Helvede. Det samlede sundhedsbudget er på godt og vel 100 milliarder. 100 millioner kroner, som falder i 2015, er ikke engang én procent, siger Kjeld Møller Pedersen. 

- I en situation med nulvækst er det bedre end ingenting, men stadig beskedent. Oveni skal vi i 2015 lægge 500 millioner af regeringens pakke på fem milliarder. Det er stadig et relativt beskedent beløb. 

Sundhedssektoren er på smalhans med næsten nulvækst for at holde samfundsøkonomien på ret køl. Regeringen kræver, at sundhedssektoren årligt forbedrer sin produktivitet med to procent, men sektoren har øget produktiviteten med fem procent, påpeger han.

- Vedvarende produktivitetsforbedringer er en forudsætning for, at sundhedsvæsenet stadig kan have luft til fornyelse. Om sektoren kan blive på fem procent, er det store spørgsmål. Kan de ikke det, bliver det rigtig svært at manøvrere igennem, siger Kjeld Møller Pedersen. 

I sommer fik de fem regioner reelt intet af regeringen. Regionerne kan bruge penge, de sparede på medicin hos praktiserende læger, til at finansiere sundhedsinitiativer, mener han.

- Grundproblemet er, at landets økonomi tilsiger, at der er tæt på nulvækst alle steder. I 00'erne var sundhedsvæsenet vant til en vækst tæt på tre procent om året. Vi har en aldrende befolkning og nye fremskridt i behandlingen. Så budgettet er meget presset, siger Kjeld Møller Pedersen.

 

Mest Læste

Annonce