Sverige advarer: Andre lande må tage flere flygtninge

Sverige kan ikke gøre alting, siger svensk statsminister og efterlyser fordelingsmekanisme for flygtninge.

Der er også grænser for, hvor mange flygtninge Sverige kan tage imod, lyder det fra den svenske statsminister, Stefan Löfven.

- Sverige vil ikke bare fortsætte med at tage imod sin del, så længe andre lande ikke gør deres. Det vil jeg sige meget tydeligt, siger Stefan Löfven, da han torsdag ankommer til EU-topmødet i Bruxelles.

Flygtninge - migranter - folkevandring

Tusinder og atter tusinder af mennesker kommer i øjeblikket til Europa for at flygte fra forfølgelse og krig med drømmen om et liv i tryghed. Debatten raser om, hvad Europa skal gøre, og hvad Danmark selv skal gøre.
 
 

Stefan Löfven har tidligere sagt, at Sverige kan komme helt op og modtage 150.000 flygtninge og migranter i år, hvis tilstrømningen til Sverige fortsætter i det nuværende tempo.

Alene i sidste uge kom der 10.000 asylansøgere til Sverige - et land, der har omkring to procent af EU's befolkning. Hvis den tilstrømning var lige stor hele året og i alle EU-lande, ville der ifølge svenske regeringskilder komme 25 millioner til EU som helhed. 

Den svenske statsminister efterlyser en fælles fordelingsmekanisme for flygtninge i Europa, som også EU-Kommissionen har foreslået med kraftig opbakning fra den tyske forbundskansler, Angela Merkel.

- Det går ikke, at Østrig, Tyskland og Sverige tager imod flygtninge - og Sverige har faktisk taget langt flest per indbygger - hvis ikke alle lande påtager sig deres ansvar, siger Löfven.

- Nu er det alvor det her. Sverige kan ikke gøre alting, siger han på vej ind til EU-topmødet.

Sverige, der har ført en åben dør-politik under den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig, er duksen i EU, når det gælder om at tage imod flygtninge.

19 unge eritreanere blev i sidste uge netop sendt til det samarbejdsvillige Sverige, da EU's omstridte kvotesystem til fordeling af foreløbig 160.000 flygtninge havde sin debut under stor mediebevågenhed.

Men presset på Sverige er nu så stort, at Migrationsverket, den svenske udlændingestyrelse, har fået besked på at opføre teltlejre, hvis det bliver nødvendigt for at skaffe indkvartering til alle.

- Sverige forbereder sig på en krisesituation. Nu kræves samarbejde og fælles ansvar. Det kræver, at alle tager ansvar i EU og i Sverige. Alle kommuner må være med. Det kommer til at koste penge, advarede Stefan Löfven allerede i sidste uge.

/ritzau/

Emneord: Flygtninge, Sverige, Stefan Löfven, Europa-Kommissionen
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også