Sverige skifter kurs og gør klar til asylstramninger

Politik

23/10/2015 11:50

Nick Allentoft

I Sverige har især de yngre generationer et ønske om, at man begrænser antallet af flygtninge, der søger asyl.

Et flertal i Riksdagen i Sverige er blevet enige om en ny asylaftale, der strammer asylreglerne. Aftalen indeholder blandt andet en stramning af reglerne for midlertidigt ophold. Som hovedregel bliver midlertidigt ophold fremover tildelt i en treårig periode. ​Den skærpelse gælder dog ikke for uledsagede børn og børnefamilier. De kan stadig få permanent opholdstilladelse i Sverige.

Læs også: Åbent brev til nødhjælpsorganisationer: Hvor er i?

 

Flygtninge overblik

Tusinder og atter tusinder af mennesker kommer i øjeblikket til Europa for at flygte fra forfølgelse og krig med drømmen om et liv i tryghed. Debatten raser om, hvad Europa skal gøre, og hvad Danmark selv skal gøre.  Vi samler væsentlige og udvalgte relevante artikler på denne temaside.  

Parterne er desuden blevet enige om at hæve andelen af kvoteflygtninge fra cirka 1900 til 5000. Derudover skal der gøres en større indsats i den første tid, en asylansøger er i Sverige. Blandt andet skal der indføres svenskundervisning og obligatorisk samfundsfag. Samtidig får de svenske kommuner 10 milliarder svenske kroner ekstra i 2015, hvoraf 200 millioner går til civilsamfundet. Strengere grænsekontrol var længe på bordet i forhandlingerne, men er udeladt. 

- Sverige er i en uhørt situation, der kræver, at vi tager et ansvar. Derfor har vi lavet denne brede aftale, der sørger for, at vi nærmer os andre europæiske lande. Det er en aftale, der går i en strammere retning, erkender justits- og migrationsminister Morgan Johansson (S) over for den svenske tv-kanal SVT.

Det kontroversielle højrefløjsparti Sverigedemokraterna var ikke inviteret til forhandlingerne, og det lille venstrefløjsparti Vänsterpartiet valgte at stå uden for.

- Regeringen har valgt at lukke døren for Vänsterpartiet. De valgte at komme Moderaterna i møde i en meget restriktiv retning, siger Vänsterpartiets Nooshi Dadgostar til det svenske nyhedsbureau TT.

Forhandlingerne har taget en uge og udgangspunkt var, at flygtningesituationen i Sverige har taget en markant drejning. I onsdags fremlagde den svenske myndighed, Migrationsverket, en rapport, der spår, at op til 190.000 flygtninge ankommer til Sverige i år. Det er en fordobling af de hidtidige forventninger. 

Omkostningerne af flygtningeantallet ventes at stige med op til 29 milliarder svenske kroner alene i år.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce