Sygedagpenge: Hver sjette får medhold i klage

Velfærd

29/11/2015 22:24

Nick Allentoft

Nogle kommuner får deres afgørelser omgjort i mere end hver tredje ankesag, mens andre kommuner kun får hver tyvende ankesag. Stort problem for borgernes retssikkerhed, skriver Ugebrevet A4.

Det er et problem for retssikkerheden, at kommunerne begår så mange fejl i sager om sygedagpenge. Det mener en lektor, som forsker i socialret. I 17 procent af de tilfælde, hvor borgere klager over afgørelsen, vurderer Ankestyrelsen, at kommunen har begået en fejl. Og der er store forskelle kommunerne imellem.

Det viser en opgørelse, som Ugebrevet A4 har foretaget på baggrund af tal fra Ankestyrelsen.

Fra juni 2014 og et år frem har Ankestyrelsen behandlet 8940 sager om sygedagpenge. Og af dem har styrelsen valgt at omgøre de 1539. Når en sag bliver omgjort, betyder det oftest, at Ankestyrelsen ændrer afgørelsen til borgerens fordel, men det kan også betyde, at man finder så mange fejl, at kommunen bliver bedt om at behandle sagen igen. I mere end to tredjedele af de omgjorte sager, blev afgørelsen ændret.

- En så høj omgørelsesprocent er jo i sig selv et retssikkerhedsmæssigt problem. At der så er stor forskel på kommunerne vidner jo om, at problemet er endnu større. Borgerne får ikke samme behandling, siger Nina Von Hielmcrone, der forsker i socialret fra Aalborg Universitet og peger på, at det ikke er alle, der bliver fejlbehandlet af kommunen, som anker deres sag.

Nogle kommuner får deres afgørelser omgjort i mere end hver tredje ankesag, mens andre kommuner kun får hver tyvende ankesag.

Handler sagen om, hvorvidt en person er uarbejdsdygtig, og dermed berettiget til sygedagpenge, er der endnu større risiko for at kommunen har begået en fejl. I disse sager omgøres mere end en tredjedel i Ankestyrelsen.

En af de kommuner, der har haft rigtig store problemer med forkerte vurderinger, er Høje-Taastrup. 36 procent af de sager fra kommunen, som blev indbragt for Ankestyrelsen, blev omgjort.

- Det er et generelt problem, at antallet af lovændringer gør det svært for personalet at følge med. Men som udgangspunkt er der jo ikke noget, der er sværere for os end for andre kommuner, siger Dorthe Nielsen, der er borger- og arbejdsmarkedschef i Høje-Taastrup kommune, til Ugebrevet A4.

- Det kan være svært at finde det rigtige niveau i vores fortolkning, og det bruger vi aktivt Ankestyrelsens afgørelser til. Så vi er jo glade for at blive klogere, siger Dorthe Nielsen.

Mest Læste

Annonce