Sygehusdirektør kåret som Årets Leder 2015

Ledelse

19/11/2015 11:53

Nick Allentoft

I dag blev sygehusdirektør kåret som Årets Leder. Hun er den 14. modtager af Danmarks fornemste lederpris, som blev overrakt af formanden for Lederne Svend Askær på konferencen Ledelsens Dag i København.
Hun forsøger at gøre indlæggelse på et hospital til en positiv oplevelse for patienterne. Hun står i spidsen for bestræbelserne på, at færre får kræft og flere overlever kræft. Og så forsøger hun at være en troværdig og inspirerende leder for sine medarbejdere. I dag blev sygehusdirektør Dorthe Crüger kåret som Årets Leder.

Den administrerende direktør for Sygehus Lillebælt og formand for Kræftens Bekæmpelse træder ind i en ærefuld række af prismodtagere, som blandt andre tæller A.P. Møller-Mærsks koncernchef Nils Smedegaard Andersen, Lego-direktør Jørgen Vig Knudstorp, skoleleder Lise Egholm fra Rådmandsgades Skole og "Lakridskongen" Johan Bülow.

Siden navnene på dette års fem kandidater blev offentliggjort i starten af oktober, har afstemningen været i gang på Ledernes hjemmeside, og 51-årige Dorthe Crüger har fået flest stemmer. Til grund for nomineringen ligger blandt andet, at hun i en tid, hvor der er meget negativ fokus på de danske hospitaler og den oplevelse, man får som patient, siden sin tiltræden som øverste chef for Sygehus Lillebælt har arbejdet målrettet for at gøre en hospitalsindlæggelse til en positiv oplevelse.   Med sig i bagagen har Dorthe Crüger blandt andet en uddannelse som læge fra Aarhus Universitet, ansættelser som specialeansvarlig overlæge i Birmingham i England, specialechef på Vejle Sygehus og cheflæge på Regionshospitalet i Horsens og Brædstrup samt en Master i sundhedsledelse fra Copenhagen Business School.   Dorthe Crüger kom til Sygehus Lillebælt som lægelig direktør i 2010, og i april i år tiltrådte hun som administrerende direktør samme sted. I sommer blev hun endvidere formand for Kræftens Bekæmpelse. Hun er gift, har fire børn og bor i Horsens.   Komiteen, der har fundet frem til årets kandidater, består af finansminister Claus Hjort Frederiksen, headhunter og stifter af The Personal Business Plan Stephen Bruyant-Langer, professor på CBS Henrik Holt Larsen, koncerndirektør for ATP's administrationsforretning Lilian Mogensen, direktør i Copydan BilledKunst Torben Gammelgaard, Ledernes formand Svend Askær og salg- & marketingchef hos Lederne Uffe Daub.   De øvrige fire kandidater til at blive Årets Leder 2015 var Britt Meelby Jensen, administrerende direktør for Zealand Pharma A/S, administrerende direktør Morten Hübbe fra forsikringsselskabet Tryg, Mette Lykke, som er medstifter af trænings- og motionsapp'en Endomondo, og Jimmy Maymann, der er topchef hos den amerikanske mediegigant AOL.   De er blevet kåret som Årets Leder af Lederne: 2015 : Administrerende direktør Dorthe Crüger, Sygehus Lillebælt  2014 : Lakridsinnovatør Johan Bülow, Lakrids by Johan Bülow  2013 : Direktør Niels Duedahl, energi- og teleskabet SE  2012 : Koncernchef Carsten Bjerg, Grundfos  2011 : Skoleleder Lise Egholm, Rådmandsgades Skole  2010 : CEO Christian Clausen, Nordea  2009 : Oberst Kim Kristensen, Forsvaret  2008 : Koncernchef Ditlev Engel, Vestas Wind Systems  2007 : Koncernchef Nils Smedegaard Andersen, A.P. Møller-Mærsk  2006 : Administrerende direktør Jørgen Vig Knudstorp, Lego  2005 : Koncernchef Henning Dyremose, TDC  2004 : Direktør Jørgen Mads Clausen, Danfoss  2003 : Direktør Alfred Josefsen, Irma  2002 : Nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen    

Mest Læste

Annonce