Syv skarpe til Samuelsen om mistillidsvotum

Regeringen kan ikke længere regne med LA som parlamentarisk grundlag. Men partiet vil ikke selv vælte Løkke.

Liberal Alliances politiske leder, Anders Samuelsen, vil ikke længere garantere regeringens overlevelse, men partiet vil ikke aktivt vælte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Konflikten mellem de to blå ledere kommer ovenpå, at regeringen har udskudt forhandlingerne om skattereformen, som skulle være startet til foråret ifølge regeringsgrundlaget. 

Nu udskydes forhandlingerne til efteråret, og det har fået Samuelsen til at fjerne Liberal Alliances automatiske parlamentariske støtte. Men han vil ikke umiddelbart fremsætte et mistillidsvotum, der kan vælte Lars Løkke og V-regeringen.

Spørgsmål: Hvis der kommer en hypotetisk sag, hvor I er uenige med regeringen og ikke kan få den betaling, I vil have, er I så klar til at stemme for et mistillidsvotum?

- Nej, det skal egentlig ikke forstås på den måde. Jeg tror ikke, at vi kommer i den situation. Det skal forstås på den måde, at når regeringen har brug for et flertal, så har den indtil nu haft nemt ved at forhandle med Liberal Alliance, fordi vi har været meget konstruktive. Nu bliver det sværere, og regeringen skal ud og finde et alternativt flertal.


Spørgsmål: Så det er ikke et spørgsmål om at vælte regeringen eller ej, det er et spørgsmål om, at regeringen skal finde et andet flertal, hvor Liberal Alliance ikke er med?

- Ja. Og det kan i sidste ende betyde, at regeringen kommer til at vælte sig selv.

Spørgsmål: Regeringen kan vel kun vælte, hvis I er med til at stemme for et mistillidsvotum?

- En regering kan vælte sig selv, hvis den ikke kan skabe flertal for sin politik, så den kører ind i en mur af uformåenhed.

Spørgsmål: Så kan regeringen vel bare lade være med at fremlægge de lovforslag, som den ikke kan få flertal for?

- Jo jo. Men vi har jo historiske eksempler på, at det er sket. En Anker Jørgensen der konkluderede, at han ikke kunne mere og måtte udskrive valg.

Spørgsmål: Hvorfor vælter du ikke regeringen med det samme? 

- Fordi jeg har fået to løfter, som jeg fik garanti for mandag. Det ene er, at der kommer lettelser i topskatten. Det andet er, at der kommer lettelser i bunden. Men man er løbet fra et tredje løfte, og det er, hvornår det skal ske. 

Spørgsmål: Hvor meget tålmodighed har du?

- Det må vi se på. Det tager vi fra sag til sag.

Spørgsmål: Er det her ikke bare tomme trusler?

- Jeg er ikke i branchen for tomme trusler.

/ritzau/

Emneord: Liberal Alliance, Anders Samuelsen, Skattereform, Topskat, Ny regering
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også