Terrorangreb tærer på politiet

Velfærd

23/02/2015 11:34

Suleman Haider

Har du haft indbrud i hjemmet eller fået stjålet din bil, kan det i den kommende tid blive svært at få politiet til at hjælpe.

For der er blevet trukket så meget på politiets ressourcer den seneste uge efter terrorangrebet i København forrige weekend, at det vil gå ud over det almindelige borgernære politiarbejde fremover. Det vurderer Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, ifølge Kristeligt Dagblad.

”Der er rovdrift på politifolk lige nu. Og det trækker på ressourcerne,” siger formanden.

”Selvfølgelig skal der trækkes på politiet ved helt usædvanlige begivenheder som denne. Men prisen skal også betales på et tidspunkt, og det vil gå ud over alt andet politiarbejde,” siger Claus Oxfeldt til Kristeligt Dagblad.

Han kan ikke sætte tal på det antal betjente, der har været på overarbejde. Men der er ifølge politiformanden tale om ”rigtig mange” fra hele landet, 
Ved EU-topmødet i København i 2010 blev der indsat omkring 6.000 ekstra betjente, hvilket betød, at politiet gennem hele 2010 måtte afspadsere 75.000 arbejdsdage. 

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, mener, at man bør finde en anden løsning for at forhindre store huller i det almindelige politiarbejde.

”For samfundets skyld synes jeg absolut, at man hurtigt skal lave en aftale med betjentene om udbetaling i stedet for afspadsering,” siger han og peger på en løsning, hvor betjentene får fri for halvdelen af overarbejdet og løn for resten. 
Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, mener, at det først og fremmest er en sag for politiet selv at løse.

”Politikredsene har midler til uforudsete hændelser. Hvis det ikke er nok, er det op til justitsministeren at finde ekstra ressourcer,” siger Trine Bramsen, der dog mener, at det er alt for tidligt at vurdere omfanget.

”Vi må først evaluere hele forløbet, før vi tager en diskussion om konsekvenserne,” siger hun.

 

Mest Læste

Annonce