Thorning varsler ny vækstpakke

Politik

25/12/2013 13:00

Nick Allentoft

Statsministeren lægger op til endnu en reform, der skal hjælpe landets virksomheder.

Efter stribevis af reformer er det tid til nye vækstinitiativer, der skal gøre Danmark klar til opsvinget.

Sådan lyder det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), som nu skruer op for optimismen, skriver Jyllands-Posten.

- Vi er gået fra et lidt uhåndgribeligt stemningsskifte til et mere håndgribeligt stemningsskifte. Det ser vi både i forhold til ledigheden og beskæftigelsen, siger hun.

                                                            Læs også: Venstre undrer sig over vækstpakke

- Nu skal vi videre og gøre Danmark endnu mere klar til det opsving, der kommer. Noget af det første, som vi skal i gang med i det nye år, bliver nye vækstinitiativer, siger statsministeren.

De nye tiltag skal komme i forlængelse af Produktivitetskommissionens anbefalinger, som kommer i midten af marts. Derfor ønsker statsministeren ikke at afsløre konkrete initiativer, skriver avisen.

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger står virksomheder til at slippe for bøvlede regler, ligesom regeringen planlægger tiltag, der skal øge konkurrencen i detailhandlen og byggeriet.

Det overvejes også at lette afgifter for erhvervslivet, oplyser kilder i de tre regeringspartier. 

Men man skal dog ikke have for store forventninger til afgiftslempelserne, lyder det fra Helle Thorning-Schmidt, da det "er meget dyrt, og vi har allerede lavet en stor vækstpakke på 90 milliarder kroner", skriver Jyllands-Posten.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce