Thulesen: 90 procent kan være nok for at gå i regering

Politik

23/06/2015 11:23

Suleman Haider

Selvom Dansk Folkeparti ikke får indfriet alle sine krav, kan det være klogt at gå i regering, siger Thulesen.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, taler nu om muligheden for at danne regering, selvom han ikke kan få en vækst i det offentlige på 0,8 procent og de øvrige ønsker, partiet har fremsat i valgkampen, opfyldt til punkt og prikke.

Det sker forud for mandagens forhandlinger om et regeringsgrundlag på Christiansborg med Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.

- Det må forstås som en erkendelse af, at der ikke har været et massiv støtte til ønsket om nulvækst (Venstres ønske, red.). Så jeg synes, det er godt, at han siger det, siger Kristian Thulesen Dahl.

Og således opmuntret til forhandlinger understregede DF-formanden, at han også kan være klar til at gå i en Venstre-ledet regering, selvom det stor-sejrende Dansk Folkeparti ikke får al sin politik igennem, også kravet om en offentlig vækst på 0,8 procent. 

Spørgsmål: Kristian Thulesen Dahl, kan du leve med en offentlig vækst på under 0,8 procent, sådan som du er gået til valg på?

- Nu handler det jo ikke kun om, hvad jeg kan leve med, det handler også om, hvad vi kan få igennem. Det er jo en balancegang. Det er en afvejning af, hvor vi kommer tættest på de ønsker, vi har haft.

Spørgsmål: Men der er jo ingen, der tvinger dig til noget som helst. Har du tænkt dig at gå fra forhandlingerne, hvis du ikke får 0,8 procent?

- Det er fuldstændig rigtig, at jeg kan vælge at gå, hvis vi ikke får tingene igennem på alle hylder, siger han.

- Det er ikke sikkert, at det er klogt at gå, hvis man ikke får alt igennem. Hvis man får 90 procent igennem, kan det også være, at det er klogt at blive. Det er den afvejning, vi skal foretage.

Spørgsmål: Før valget gav du håndslag på at tilføre dagpengeområdet flere midler. Det krav kan du da ikke tage 90 procent af?

- Jamen, måske jeg lige skal understrege, at det Dansk Folkeparti er gået til valg på, det er jo lige præcis det, det handler om at få gennemført. Det er jo derfor, vi skal finde ud af, hvordan vi får mest muligt igennem, siger han.

Selve mødet mellem DF-toppen og Lars Løkke Rasmussen varede kun godt en halv time. og det flyttede udadtil ikke det store mellem parterne.

- Jeg vurderer, at det er uændret i forhold til, da jeg gik ind til mødet. Også fordi jeg da har forventet, at der ville være en god stemning i lokalet. Vi er jo ikke i nærheden af noget, der ligner konklusioner, sagde Kristian Thulesen Dahl efter mandagens møde.

Han oplyser, at et af de emner, der blev diskuteret, var Danmarks forhold til de internationale konventioner, som Dansk Folkeparti ønsker at "udfordre".

- Det er noget, der står på vores liste, og som vi vil presse på for at få gennemført, siger han.

Mest Læste

Annonce