Thulesen Dahl er smigret over at være statsministerbud

Politik

13/06/2014 14:44

Freja Eriksen

I et notat fremstår DF's formand som statsministerkandidat. Det afviser han selv på trods af at være smigret.

I Bruxelles bliver han udpeget som et godt bud på en fremtidig statsminister. Men selv afviser Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, at han er statsminister efter næste valg.

- Jeg synes, at det er smigrende, at der er nogen, der har siddet i udlandet og forfattet sådan et notat, siger Kristian Thulesen Dahl og henviser til et notat, som Altinget.dk har fået indblik i.

Notatet skal være blevet rundsendt til Dansk Folkepartis nye politiske gruppe i Europaparlamentet, ECR-gruppen, inden gruppemedlemmerne i sidste uge stemte for at invitere Dansk Folkeparti inden for.

- Jeg blev først bekendt med det her notat, da jeg så det torsdag morgen. Før det anede jeg ikke, at der fandtes sådan et notat. Efterfølgende har jeg spurgt til, hvor det stammer fra, forklarer Kristian Thulesen Dahl.

- Som jeg kan forstå det, så har der i den gruppe, som vi i øvrigt ikke var medlem af på det tidspunkt, været et behov for at lave en vurdering af de partier, som man i den daværende gruppe enten kunne eller ikke kunne gøre brug af, tilføjer han.

I notatet står der ifølge Altinget.dk blandt andet, at "eftersom det er sandsynligt, at Dansk Folkeparti bliver det stærkeste parti i den næste koalitionsregering, anskues Kristian Thulesen Dahl bredt som fremtidig statsminister". 

Hovedpersonen selv understreger, at notatet er blevet lavet, før Dansk Folkeparti blev medlem af ECR-gruppen, og at indholdet derfor har været ude af partiets hænder. 

- Jeg kan bare tage til efterretning, at der er nogen, der har skrevet det, og sige, at situationen i Danmark - set med mine briller - er fuldstændig uforandret, siger Kristian Thulesen Dahl.

Spørgsmål: Så uanset hvad notatet fra ECR-gruppen indeholder, så peger du stadig på Lars Løkke Rasmussen som din favorit til statsministerposten ved det næste valg?

- Ja, det er sådan, det er. Venstre har valgt, at Lars Løkke Rasmussen fortsat skal stå i spidsen for Venstre, og han er statsministerkandidaten. Sådan er det, siger Kristian Thulesen Dahl og fortsætter:

- Vi går ikke efter at komme ind i en regering efter et valg, selv om der måtte være flertal for et skifte. Allerede der er det i sagens natur sådan, at vi skal pege på en person, der er medlem af regeringen. Og det er så Venstres formand. 

/ritzau/

Mest Læste

Annonce