Thulesen Dahl: Tibetsagen udfordrer troen på kommissioner

Politik

14/06/2018 16:29

Freja Eriksen

Det har været praksis i dansk politi at skærme, så kinesiske delegationer ikke kunne se demonstranter.

Det rykker ved ens tro på undersøgelseskommissioner, mener Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, om en ny udvikling i Tibetsagen, der kom torsdag.

Kommissoriet for en ny Tibetkommission skal udvides, fordi det er kommet frem, at politiet også tidligere har skærmet for demonstranter ved kinesiske besøg i Danmark.

- Denne sag giver anledning til at se på, om man kan lave bedre vilkår for kommissioner. De er helt afhængige af, at de får de oplysninger, der er til rådighed, siger Kristian Thulesen Dahl.

Det kinesiske statsbesøg i 2012, som antændte Tibetsagen, var altså ikke første gang, at dansk politi har skærmet kinesiske delegationer mod demonstranter.

Det kom frem tidligere torsdag.

Prøv DenOffentlige 2

DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur

Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.  

 

Mindst to gange tidligere har dansk politi taget særlige hensyn til kinesiske besøgende på bekostning af demonstranters grundlovssikrede ret til at forsamles og ytre sig. Det skete i 1995 og 2002.

Derfor offentliggjorde justitsminister Søren Pape Poulsen (K) torsdag, før den nyhed kom ud, at kommissoriet udvides til at gælde tilbage til 1995.

Det skete med direkte henvisning til pressehenvendelser om, at politiet i de to tilfælde har skærmet demonstranter for kinesiske delegationer.

Men det er ikke politiets eller magthaveres job at vurdere den slags ifølge Kristian Thulesen Dahl.

- Problemet er, at det ikke er op til magthavere i Danmark at vurdere, hvem man vil se på, og hvem man ikke vil se på i forhold til, hvem der vil udtrykke utilfredshed. Det må vi alle tåle. Det er en del af vores grundlov, siger han.

Han peger desuden på, at kommissioner ofte koster mange millioner kroner af skatteydernes penge.

- Så har man også en berettiget forventning om, at det er den bedst mulige konklusion, kommissionen når frem til. Det er det kun, hvis man har et reelt fyldestgørende grundlag at basere sin konklusion på, siger han.

Han vil dog ikke gå så langt som til at sige, at der mangler respekt for kommissioners arbejde.

- Det kan man først sige noget kvalificeret om, når vi har den nye konklusion, der må komme, siger han.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce