Tidligere SF-borgmester i havnebestyrelse: Nu skal der ryddes op efter tre tumper

Politik

07/12/2017 11:49

Nick Allentoft

Vejles tidligere SF-borgmester er tilbage i bestyrelsen på Vejle Havn, der har været ramt af en stribe skandaler. Han vil rydde op efter tre "tumper til borgmestre".

Landets første SF-borgmester, Vejles tidligere førstemand Flemming Christensen, er netop udpeget til at sidde i bestyrelsen for Vejle Havn. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
Havnen har de senere år været ramt af en stribe sager om overforbrug og privatforbrug, hvilket tidligere på ugen resulterede i en tiltale mod den tidligere havnechef, der stilles for retten til foråret. 
Onsdag konstituerede det nye byråd i Vejle sig, og dagens helt store overraskelse stod SF for ved at sætte Flemming Christensen ind som bestyrelsesmedlem på Vejle Havn. 
Genvordigheder og tåbeligheder

Han glæder sig til at komme tilbage i den bestyrelse, han sad i fra 1990 til 2010, heraf flere år som formand. 
- SF har interesseret sig en hel del for havnen, men har ikke kunnet gøre andet end at kritisere de senere år. Det har der været god grund til med alle de genvordigheder og tåbeligheder, der er lavet dernede. Der er sket meget skidt i de otte år, der er gået, siden jeg sidst sad i havnebestyrelsen, og nu vil SF gerne have genoprettet normaltilstande på Vejle Havn. Derfor har sagt ja, siger Flemming Christensen til Vejle Amts Folkeblad.
Tre tumper af borgmestre
Han kritiserer Vejles seneste tre borgmestre for ikke at tage den udviklingsplan alvorligt, som den tidligere SF-borgmester var med til at sætte i søen. En plan, der skulle sikre en helt ny bydel med dyre boliger på den nordlige side af erhvervshavnen. 
- Den udviklingsplan har de tumper til tre borgmestre siden ødelagt, og det har jeg været vildt irriteret over. Det har været grænseløs dumhed. Den plan var lagt, men den blev torpederet af nogle folk, der fik magt uden at vide, hvordan man får en by til at hænge sammen. Man skal tænke sig om, hvis man vil have stort boligområde med boliger til kæmpe priser til at ligge ved en havn, og derfor skulle kalk og sten været flyttet over på Sydkajen, lyder hans kritik.

Hele historien hos Vejle Amts Folkeblad

Mest Læste

Annonce