Tilbyd diagnose-ramte familier terapi

I stedet for at lade systemets tænkning suge alt selvværd ud af familier og psykisk syge burde vi fokusere på at hjælpe dem med at blive stærke i eget liv, skriver børne- og ungdomspsykiater Nina Tejs Jørring.

Der var engang en familie med tre børn. Det midterste barn havde i mange år haft infantil autisme med psykotiske symptomer.  Familien besluttede at henvende sig til børne- og ungdomspsykiatrien, fordi de var bange for at den yngste led under søsterens diagnoser.

Velfærdsstat eller velfærdssamfund - hvor er velfærdsmodellen

Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.

Følg artikler og indlæg på temasiden her

Den yngste blev udredt, og han havde både tegn på depression og angst.  Men man ønskede ikke at give ham individuel psykoterapi eller medicin. Man var enig med forældrene, om at han led under søsterens sygdom.

"Det er forældrene der lader diagnosen fylde alt for meget. De skal lære at slappe af. De er overinvolveret og hysteriske. Kan I give dem familieterapi,” skrev man til os, da familien blev overført til os.

Ja, det ville vi gerne.

Da vi mødtes med familien, spurgte vi dem hvad de ønskede for familieterapien. De ønskede, at diagnoserne skulle fylde mindre, og at de ikke måtte gøre det så svært for de to andre børn i skolen eller derhjemme. Forældrene ville også gerne lære at skelne mellem ”almindelig ked-af-det-hed” og ”belastning-under-søsters-diagnoser”.

Familien var rigtig god til at tale om alt muligt, om skole og venner, og kærester og legetøj, om stort og småt. Forældrene vidste, at de var gode til at stille børnenene spørgsmål og lade dem fortælle når de kom hjem fra skole. Børnene vidste, at forældrene var gode til at lytte og til at give gode råd.

Psykisk sygdom og ”de professionelle” stjæler forældrenes selvtillid.

Der var kun et problem: Vi fandt ud af, at forældrenes selvtillid ift. diagnoser langsomt var blevet suget ud af dem i årene op til udredningen. Systemet og de professionelle behandlere i det havde ignoreret, latterliggjort eller mistænkeliggjort forældrenes egen viden om deres midterste barns anderledeshed. På hospitalet hvor alting forgik på lægesprog, med psykoedukation og ”psykologslang” blev den sidste rest selvtillid stjålet. 

Forældrene følte ikke de havde fået ret megen viden om diagnoserne dengang det midterste barn blev udredt, og slet ikke nogen viden om hvordan man taler om det med sine børn. Så lige præcis der følte forældrene sig på bar bund. (Jo, de havde fået nogle oplysninger i en gruppe med andre forældre, men det handlede ikke rigtig om deres barn, syntes de, og det var svært ”oversætte” til deres barn og deres søskende).

Så forældrene følte at den selvtillid de havde som forældre ift. alt andet i livet, den havde de ikke ift. diagnoserne. Hvordan kunne vi give dem deres selvtillid tilbage?

Narrativ familieterapi giver selvtilliden tilbage til familien

Det viste sig at være relativt nemt med narrativ familieterapi. Vi spurgte dem ud om alt det de var gode til, om den viden de havde på andre punkter i deres liv.  Vi hørte om hvad de elskede ved hinanden og hvad de var stolte over. Vi hjalp dem med at forestille sig en fremtid, hvor de brugte disse kompetencer ift. diagnoserne, og  vi udforskede sammen hvilken viden de og vi hver især havde om diagnoserne. Vi tilbød vores lægefaglige viden og de tilbød deres familieviden. 

Det lyder måske svært, men det er det ikke. Når man møder familier med respekt, nysgerrighed, håb og tillid kan vi godt hjælpe. Når vi helt konkret og reelt møder dem som ligeværdige partnere og samarbejder med dem om at skabe den viden og de fortællinger om dem selv som familie, så kan vi sagtens hjælpe.

Denne familie havde lidt under diagnosernes tyrani i årevis. Det var ikke et spørgsmål om at forældrene var hystriske eller  at de lod diagnoserne fylde for meget. Det var fordi diagnoserne aldrig var blevet ”deres ejendom”, deres viden, en del af den viden de havde om sig selv som familie. Diagnoserne tilhørte lægerne, sygeplejerskerne, psykologerne og sagsbehandleren; de professionelle. Forældrene følte sig hverken kompetente eller magtfulde ift. de professionelle eller ift. diagnoserne, og derfor kunne diagnoserne ”fylde for meget”. Fordi der ikke blev talt nok om diagnoserne, på den rette måde! Fordi de ikke blev talt om i familiens sprog.

Vi så dem i alt fem eller seks gange over et lille halvt års tid. Så valgte familien selv at sige farvel, nu havde de ikke brug for vores hjælp længere. Nu havde diagnoserne fået den rette placering i hjemmet. De var trygge ved, at de kunne klare familielivet med tre børn og diagnoser, opture og nedture, og forældre vidste hvordan de ville tale om livet og om diagnoser med  deres tre børn. Og den yngste led ikke længere.

Vi skal tage magten fra diagnosen og give den tilbage til familierne

Psykisk sygdom kan fjerne menneskers viden om hvem de er og om hvem de ønsker at være. Det ser vi ofte ske. Det er vores pligt, at forhindre at det sker. Det er vores pligt at hjælpe familien hvis deres viden er blevet tabt. Det er vores pligt ikke at sende familierne ud af vores system, før vi er sikre på, at den psykiske sygdom ikke har magt til skjule for dem hvem de er, og hvilket familieliv de ønsker at leve.

Jeg vil foreslå, at alle familier får tilbudt minimum fem narrative familieterapeutiske samtaler, hvis et af deres børn kommer ind i børne- og ungdomspsykiatrien og modtager en diagnose.  Med det formål at give familien magt over diagnosen, og over deres liv.

Det er ikke meget at at bede om, at man som familie får tilbudt et lille antal samtaler, hvor man sammen kan skabe de fortællinger man ønsker at have om diagnoserne og om hvem man gerne vil være som familie (sammen med diagnosen). Fortællinger om hvilket familieliv man ønsker at leve fremover, hvilken relation man vil have med diagnosen, og hvilken betydning diagnosen skal have i ens familie. Uden de fortællinger, uden den viden, har man ikke magt over sit eget liv.

Vi ansatte i børne- og ungdomspsykiatrien har (eller bør have) den fornødne viden om børne- og ungdomspsykiatri og ekspertise i psykoterapi til at skabe det familieterapeutiske rum der er brug for til dette arbejde. Det rum der fyldt med håb for fremtiden, tillid til hinanden og fremtiden, omsorg og stolthed for hinanden, og som er baseret på de specifikke værdier, som netop den familie ønsker at basere deres familieliv på.

 

Emneord: Nina Tejs Jørring, Psykiatrien, Børn og unge med særlige behov, Psykiatriske patienter, Diagnoser, Velfærdsstat eller velfærdssamfund, Familieterapi
Nina Tejs Jørring på DenOffentlige.dk Psykiatrien er ikke længere tabu, men det er stadig voldsomt stigmatiserende at have en psykisk lidelse. Det skal ændres. Mennesker med psykisk sygdom skal behandles med samme respekt og omsorg...
Aktivitet: Artikler: 34 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 07.05.16 Ulla
    Jeg græder ...

    Kære Nina, det er SÅ spot on.

    Vi har været i systemet med vores ældste datter, knap 14, siden hun var under 1 år. Vi er gode og kompetente forældre. De gange vi har været i kontakt med BUC og rådgivning fra MEGET autismekompetente personer, så har vi fået det at vide, at vi gør det godt, men også at det er et stort arbejde - og ja, det er det i perioder.

    Vores datters funktionsniveau er meget svingende og det, der virker den ene dag virker ikke nødvendigvis den anden ...

    Det "værste" ved vores datters handicap er ikke hendes handicaps og de vanskeligheder det i sig selv er anledning til. Det vanskelige er den underkendelse af vores kompetencer og viden igennem flere år - fra lærere, PPR-psykologer og skiftende sagsbehandlere, som vi har haft bedt om hjælp og støtte til vores datter - eksempelvis i skolen. Vores datter har gået i specialdagpleje, specialbørnehave og gruppeordning. Men ved skift til "normalklasse" i 2. klasse fratog man hende AL støtte. Det har haft meget store omkostninger. Vores datter har det meget "værre" nu og har fået komorbide lidelser, angst og depression. Især er skole meget svært selvom hun ingen faglige vanskeligheder har.

    Vores datter er nu på en friskole og har fået bevilget støtte - men den forvaltes så utilfredsstillende og en skoleudtalelse i forbindelse med en pågående børnefaglig undersøgelse - ja, jeg græder. Vi forældre er i det væsentlige pylrede og det er det største problem.

    Det er hårdt at stå imod. Vi ved hvad vi gør, men hver gang vi får sådan en spand vand i hovedet - så bliver vi slået lidt tilbage.

    Vi har godt samarbejde med BUC - det har vi virkelig - men skole er en vanskelig ting.

    Og sådan en skoleudtalelse spreder sig som ringe i vandet ...

    Og ja, jeg græder.

    Du er velkommen til at kontakte mig.

    Venlige hilsner

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også