Privatfoto

Tilgængelighed for alle

Vi skal udbrede kendskabet til tilgængelighedsløsninger. Vi skal bevidstgøre fagfolket om, at disse løsninger ikke behøver at være fordyrende eller være på kant med projekternes kvalitet – ej heller den arkitektoniske kvalitet. Og vi skal være bedre til at slå på tromme for at ”tilgængelighed for alle” er til gavn for os alle.

Af Jens Pedersen, seniorkonsulent i Vejdirektoratet

Om græsset er grønnere i vore nabolande?  Et lidt tarveligt spørgsmål i betragtning af at vore nabolande er rimelig store.  Det kræver et overblik, som jeg ikke har. Er det dog ikke en uskreven regel, at græsset altid er lidt grønnere hos naboen?  Og efter en tør sommer som denne, skal der jo ikke så meget til.

Men er det vigtigt, om vi er bedre end dem eller omvendt? Det vigtigste er vel, om vi gør det godt nok herhjemme.

Og det synes jeg ikke, vi gør. Selvom der bliver mange rigtig flotte projekter, hvor man kan se, at tilgængeligheden er tænkt ind fra starten, er der stadig plads til forbedringer. Og det er forbedringer, som jeg synes, der er værd at gå efter.

Politisk vilje

Jeg har beskæftiget mig med emnet ’tilgængelighed for alle’ i det fysiske miljø i de godt 20 år, hvor jeg har arbejdet i Vejdirektoratet. De sidste 10 år blandt andet som formand for den vejregelgruppe, der har udgivet Vejreglen ”Færdselsarealer for alle”.

Claus Bjarne, der har givet mig stafetten, er medlem af vejregelgruppen.  Så vi kender hinanden rigtigt godt, og jeg ved derfor, at han bedst ka’ li’ at blive kaldt for Bjarne.

Som organisationsmedlem har Bjarne vel nærmest pligt til at lange ud efter politikerne, som han da også har gjort i sit indlæg. Men selvom mit indlæg her er et udtryk for min personlige holdning, og ikke er et udtryk for min arbejdsgivers holdning til emnet, så er jeg ikke enig med Bjarne.

For i de tyve år, jeg har arbejdet med emnet/faget tilgængelighed for alle, har jeg oplevet et stadig stigende politisk fokus på at gøre vilkår og rammebetingelserne bedre for personer med handicap. Det være sig ikke alene på FN og EU niveau men så sandelig også på det nationale plan. Så herfra ingen langen ud efter politikerne.  

Men når nu der er politisk fokus på emnet, og der har været det i mange år, hvorfor er der så stadig problemer med tilgængeligheden? For det er der jo!

Ufremkommelighed vinder over tilgængelighed

Der er vel ikke mange, som ikke har oplevet, at vejen frem til målet kan være fuld af barrierer og næsten ufremkommelig, En tidskrævende omvej har været eneste udvej, hvis missionen skulle fuldføres. Nogle gange har man måske helt måttet opgive ”at levere varen”, fordi målet var komplet utilgængeligt.

Især de svageste trafikanter oplever, at rejsemålene kan være utilgængelige. Her tænker jeg ikke kun på personer i kørestol eller folk med nedsat syn, men også på hele den voksende gruppe ældre, som stiller et helt naturligt krav om mobilitet. Krav om at være mobile både med og uden hjælpemidler. Krav som medfører skærpede krav til indretningen af det fysiske miljø.

For et par år siden offentliggjorde Transportministeriet (TRM) sin tilgængelighedspolitik, hvor man endnu engang bragte temaet i fokus.

Siden Danmark tiltrådte FNs Standard Regler i 1994, har der været en række politiske initiativer, der tilskynder til, at tilgængelighed for alle systematisk tænkes ind i bygge- og anlægsprojekter så tidligt som muligt.

Med TRM’s tilgængelighedspolitik fra 2010 valgte man at ledsage de politiske målsætninger med systematisk at beskrive de initiativer, man arbejder med i de enkelte fagområder, der ligger inden for ministeriets ansvarsområde. Så udover at beskrive de generelle politiske ønsker og målsætninger og de hidtidige politiske initiativer sammen med de fremadrettede indsatser kan man i udgivelsen også læse om de initiativer, der gennemføres inden for følgende områder: Kørsels- og ledsageordninger, Jernbane, Bus og Taxi, Metro, Vej og Fly. Med den valgte form og indholdet i Transportministeriets tilgængelighedspolitik skabte man et katolog, der ikke alene henvender sig til de politisk ansvarlige. Der er også tale om et katalog, der henvender sig direkte til de fagligt ansvarlige på det operative plan, hvad enten de arbejder i planlægnings- eller projekteringsfasen.

Dengang sagde jeg, at vi i vejsektoren var godt forberedt på den nye tilgængelighedspolitik. Det var vi fordi vi havde og stadig har vejregelgruppen, der ikke alene er ansvarlig for vejreglen ”færdselsarealer for alle” men også er ansvarlig for uddannelsen af Tilgængelighedsrevisorer. Vi har uddannet mere end 100 tilgængelighedsrevisorer i de godt 10 år, som Vejsektorens Efteruddannelse (Vej-eu) har udbudt uddannelsen. Der er tale om et 3 dages kursus, der især henvender sig til arkitekter og ingeniører og andre teknikere, der arbejder i vejsektoren i bygherrerollen eller som rådgivere i planlægnings- og projekteringsfasen.

Kurserne skaber rum til mange spændende erfaringsudvekslinger.

Indretning og udformning af gang- og opholdsarealer er nogle af de centrale faglige temaer, som behandles på kurserne. Fordi de gående oplever især barriererne på byens strøg, på det sidste stykke fra parkeringspladsen til stationen eller ved busstoppestedet, på vej til biblioteket, på vej til biografen eller til rådhuset etc.

Og på trods af betegnelsen ”gang- og opholdsarealer” er disse arealer ikke kun forbeholdt fodgængere. I bykernen er det attraktive arealer. Derfor er der mange andre aktører, der bejler til og gør krav på sin tilstedeværelse på netop gang- og opholdsarealerne. Ikke alene udstiller butikker sine varer, vi oplever heldigvis også cafeer, der ”rykker på græs” og bliver til fortovscafeer i sommerhalvåret. Hertil kommer det almindelige vejudstyr som belysning, skilte og tavler med mere. Oven i disse elementer er der ønskerne om udsmykning af det offentlige rum, og der er cyklisterne, der efterlader sit transportmiddel hvor som helst.

Og endelig er der de mange torve og pladser, der i æstetikkens ånd udlægges - eller snarere ”dekoreres” - med belægninger, der ofte forvirrer fodgængerens trafikflow mere end de gavner. Hvor er det dog ærgerligt at være vidne til når to af de væsentligste parametre – tilgængelighed og æstetik – ikke understøtter hinanden.

Jeg kan sagtens forstå, at mange oplever det som ren jungle, at bevæge sig rundt i det offentlige rum, fordi man ikke altid er sikker på, om man kan gennemføre hele rejsen og nå frem til sit mål.

Tilgængelighed for alle sikres bedst i planlægningsfasen. Det er her tilgængelighedsbehovene skal identificeres. Det gøres bedst ved at inddrage - de i øvrigt lovpligtige - kommunale handicap- og ældreråd. Herefter er det os som bygherrer og planlæggere, der skal sikre, at tilgængeligheden indbygges.

Tilgængelighed kræver en større detaljeringsgrad i projekteringsfasen. Det er et detaljeringsniveau, der måske bedst kan sammenlignes med den detaljeringsgrad, man kender fra husbygningsprojekter. Der er således ikke tale om et detaljeringsniveau, der er ukendt for arkitekter og ingeniører. 

Så til dig, Bjarne: Min pointe er, at vi skal udbrede kendskabet om tilgængelighedsløsningerne. Vi skal bevidstgøre fagfolket om, at disse løsninger ikke behøver at være fordyrende eller være på kant med projekternes kvalitet – ej heller den arkitektoniske kvalitet. Og vi skal være bedre til at slå på tromme for at ”tilgængelighed for alle” er til gavn for os alle.

Stafetten går til Claus Bjarrum

Jeg gi’r stafetten til Claus Bjarrum, der, inden han startede arkitektvirksomheden Claus Bjarrum Arkitekter A/S, både var designchef i DSB samt leder af DSB's Bygningstjeneste.

Da Claus Bjarrum således har arbejdet i både offentlige og private rådgivningsvirksomheder, kan jeg tænke mig at høre, om du vil sige noget om, hvor du oplever, det gør mest ”ondt” i forudsætningerne for at implementere tilgængelighed/universelt design i det fysiske miljø og hvad man kan gøre for at forbedre forholdene. 

Emneord: Stafetten, Tilgængelighed, Jens Pedersen, Vejdirektoratet, Fremkommelighed, Det offentlige rum, Arkitektur, Anlæg

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også