Tiltalt sygeplejerske inden dom: Et vanvittigt forløb

Ledelse

22/06/2016 20:00

Nick Allentoft

Fredag afgør nævningeting i Nykøbing Falster, om sygeplejerske er skyldig i tre drab og et drabsforsøg.

En drabstiltalt sygeplejerske magtede ikke selv at tage ordet, da hun onsdag fik muligheden for at tale direkte til dommere og nævninge, inden de skal afgøre hendes skæbne.

Ikke desto mindre ønskede den 31-årige kvinde at sætte et sidste aftryk på den langstrakte sag, forklarede hendes forsvarsadvokat, Jørgen Lange. 

De døde patienter i Nykøbing

Læs om en besynderlig og historisk drabssag fra Nykøbing Sygehus.

- Hun vil gerne sige noget, men magter det ganske enkelt ikke. Hun har formuleret nogle ting, som hun har bedt mig om at sige, sagde advokaten.

Herefter kiggede han kort over på den tiltalte, inden han rettede blikket mod sine papirer for at referere hendes ord:

- Jeg har været igennem et helt vanvittigt forløb og er blevet beskyldt for nogle ting, som jeg ikke har gjort. Det er gået ud over min familie, min kæreste og ikke mindst min otteårige datter, læste advokaten.

Igen kiggede han over på den sorthårede og let buttede kvinde, der sad nogle meter fra den pult, hvorfra han talte.

- Er du enig i det, jeg har sagt?, ville han vide og fik et bekræftende nik tilbage.

Det er i dag mere end 15 måneder siden, at den 31-årige kvinde efter en nattevagt på det lokale sygehus blev anholdt og sigtet for drab. 

I en syg stræben efter drama og opmærksomhed skal den tiltalte ifølge anklagen have overmedicineret fire patienter, så tre af dem døde, mens den fjerde måtte genoplives. 

Den tiltalte nægter sig skyldig og hævder at være offer for rygter og ondsindet sladder blandt kolleger.

Retssagen startede 11. marts, og efter 25 retsdage er det nu op til de tre juridiske dommere og seks nævninge at vurdere, om hun er skyldig eller ej.

Afgørelsen ventes fredag klokken 10.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce