DSB tager afstand fra arbejdsnedlæggelser

14/12/2011 09:15

Nick Allentoft

Håndværkerne i DSB Vedligehold besluttede i morges at gå hjem og dermed at fortsætte de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, de indledte i går.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

DSB er lige nu i gang med at få klarhed over, i hvilket omfang arbejdsnedlæggelserne, hvis de fortsætter, vil gå ud over togtrafikken i de kommende dage. DSB forventer dog ikke, at arbejdsnedlæggelserne vil få indflydelse på afviklingen af eftermiddagstrafikken i dag, tirsdag.

DSB’s ledelse tager afstand fra arbejdsnedlæggelserne, som man betragter som overenskomststridige, og DSB beklager generne for kunderne.

”Vi tager kraftigt afstand fra arbejdsnedlæggelser eller andre aktioner, der går ud over DSB’s kunder. Det er skadeligt for alle i DSB – både medarbejdere og kunder. Vi betragter arbejdsnedlæggelserne som overenskomststridige,” siger DSB's konstituerede administrerende direktør Jacob Kjær.

DSB's ledelse går efter en ansvarlig løsning for hele DSB og alle medarbejdergrupper i DSB, og netop det pågår der nu forhandlinger om. DSB skal have genoprettet økonomien og dermed gøre sig fortjent til at løfte den langsigtede samfundsopgave det er, at fordoble togtrafikken inden 2030.

Ingen brudte aftaler
Samtidig tager DSB’s ledelse kraftigt afstand fra aktionerne fra håndværkernes faglige organisation, FO Metal, der har kritiseret DSB’s ledelse for 'ikke at leve op til en række lokalaftaler i forbindelse med etableringen af DSB Vedligehold'.

”DSB’s ledelse har ikke brudt aftaler," siger Jacob Kjær og fortsætter:

"DSB er ikke i en situation, hvor vi kan øge de samlede udgifter. DSB’s økonomi er presset, og vi er midt i en proces, hvor vi skal finde løsninger, der forbedrer DSB’s økonomi med en milliard kroner årligt fra udgangen af 2014,” siger Jacob Kjær.

Utilfredsheden hos håndværkerne går blandt andet på, at man ønsker at få en aftale om pensionsindbetaling af resultatløn.

Jacob Kjær har inviteret formanden for FO Metal til møde sammen med tillidsmændene på området onsdag.

DSB's ledelse har ikke yderligere kommentarer i dag.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.