FOA: Trepartsaftale bør ende med syv reformer

22/3/11 9:40

Nick Allentoft

En kommende trepartsaftale for arbejdsmarkedet bør indeholde syv reformer. Der skal meget mere til end en aftale om arbejdstiden, hvis vi for alvor skal få fremdrift og gang i ny vækst, mener FOA.

Derfor præsenterer FOA i dag debatoplægget "Flere hænder". Hensigten er at sætte fokus på de langsigtede reformer, der bør diskuteres ved kommende trepartsdrøftelser for arbejdsmarkedet.

"I fagbevægelsen bliver vi konstant afkrævet svar på, hvordan vi vil hjælpe med at løfte dansk økonomi op af hullet. I dag præsenterer vi FOAs bud. Og i valget mellem de to veje i dansk politik, sparevejen og arbejdsvejen, der vælger vi klart arbejdsvejen. Hvad der er vigtigt er, at heller ikke arbejdsvejen kan stå isoleret. Derfor kommer vi med en række supplerende bud, som blandt andet handler om uddannelse, indflydelse og tryghed," siger Dennis Kristensen, formand for FOA.

FOAs debatoplæg indeholder forslag til konkrete reformer indenfor syv hovedområder: Arbejdstid, vækst, tilbagetrækning, indflydelse, uddannelse, tryghed og fairness. FOAs medlemmer inviteres nu til medlemsdebat om oplægget.

”Vi har brug for løsninger, der både kan forbedre økonomien og samtidig gøre det bedre at være dansker. Derfor spiller uddannelse og ny vækst også en hovedrolle i de reformer, vi har brug for,” siger Dennis Kristensen.

FOA præsenterer i oplægget en række forslag, så danskerne kan arbejde mere. Bl.a. en lønmodtagerret til at arbejde på fuld tid, hvis man er offentlig ansat. I dag svarer 14 procent af FOAs deltidsansatte medlemmer, at de har et ønske om at gå op i tid. De 14 procent svarer til omkring 20.000 offentligt ansatte.

"Især kommunerne har spekuleret kraftigt i deltidsansatte, der har færre pauser, og kan sættes ind ved spidsbelastninger. Der kan være gode grunde til at vælge deltid, men at man kun vil bruge arbejdskraften halvt, bør ikke være en af dem," mener Dennis Kristensen.

Tilmeld nyhedsbrev

Mest Læste

Annonce