Festivalen vil finde sted i august-september 2012 på Københavns fem kunsthaller: Kunsthal Charlottenborg, Den Frie Udstillingsbygning, Kunstforeningen Gl. Strand, Nikolaj Kunsthal og Overgaden Institut for Samtidskunst.
Kulturminister Per Stig Møller siger:
”Det glæder mig meget, at der er taget initiativ til en flot og internationalt orienteret samtidskunstfestival i København. Copenhagen Contemporary Art Festival er et ambitiøst og flot projekt, som kræver en stor og koordineret indsats. Derfor er det overordentlig positivt, at festivalen bygger på, at de fem kunsthaller i København alle har andel i projektet og løfter i flok. Jeg vil gerne bidrage til realiseringen af festivalen med et beløb på 750.000 kr. til udstillinger og aktiviteter i det offentlige rum. Jeg glæder mig til at se resultatet!”
De fem kunsthaller er blevet udvalgt som arrangører af festivalen efter en konkurrence arrangeret af Statens Kunstråd i foråret 2010.
Yderligere oplysninger om Copenhagen Contemporary Art Festival finder du på ccaf.dk