Medlemmer af Thyras ældrekommission udpeget

01/2/11 1:30

Nick Allentoft

Medlemmerne af kommissionen om livskvalitet og selvbestemmelse på plejebolig og plejehjem, som ældrekommissionen formelt hedder, er nu udpeget. Socialminister Benedikte Kiær er nu klar med medlemmerne af kommissionen om livskvalitet og selvbestemmelse på plejebolig og plejehjem.

Benedikte Kiær: ”Foruden Thyra Frank som formand har vi sammensat et stærkt hold af kompetente folk med et indgående kendskab til området. Ved udpegningen har jeg lagt særlig vægt på, at kommissionens medlemmer dækker et bredt spektrum af kompetencer fra stor ledelses- og praksiserfaring på ældreområdet til et indgående kendskab til etik, personaleforhold, pårørendes rolle, organisationerne på området og det frivillige område.”

Udover Thyra Frank kommer kommissionen til at bestå af:

• Jan Lindhardt, teolog og tidligere biskop
• Susanne Larsen, formand for Frivilligrådet og præsident for Røde Kors
• Jan Nybo Jensen, centerchef på plejecenter Sølund i Københavns Kommune
• Helene Bækmark, administrerende direktør for Ældre og Handicapforvaltningen i Odense Kommune.
• Arne Rolighed, formand for Danske Pensionister og tidligere direktør for Kræftens Bekæmpelse
• Karen Stæhr, sektorformand for social- og sundhedssektoren i FOA
• Bjarne Hastrup, administrerende direktør i Ældre Sagen

Kommissionen skal undersøge, hvordan man på plejehjem og i plejeboliger kan understøtte de ældres livskvalitet og selvbestemmelse, og se på om der er unødvendige regler, som er barrierer for et godt hverdagsliv i plejeboliger og plejehjem i dag.

Socialminister Benedikte Kiær benytter anledningen af nedsættelsen af kommissionen med Thyra Frank som formand til at besøge plejehjemmet Lotte på Frederiksberg den 7. februar 2011. kl. 10.

Socialminister Benedikte Kiær: ”Jeg ser meget frem til at besøge Lotte, hvor man netop vægter nærhed, den ældres ret til selvbestemmelse og omsorg højt - værdier som vi ønsker at understøtte med nedsættelsen af kommissionen”.

Kommissionen holder sit første møde i begyndelsen af februar og skal afrapportere efteråret 2011.
 

Tilmeld nyhedsbrev

Mest Læste

Annonce