Thor P fortsætter som Folketingets formand

05/10/10 10:13

Nick Allentoft

Venstremanden Thor Pedersen er genvalgt som Folketingets formand uden modkandidater.

Folketingets formand hedder også det kommende år Thor Pedersen.
Den bramfri Venstremand og tidligere finansminister blev tirsdag genvalgt til den prestigefyldte post uden modkandidater, da Folketinget åbnede. Enhedslisten står dog ikke bag ham.
Iøvrigt var det i år den radikale nestor, Niels Helveg Petersen, som ringede med klokken og åbnede tinget. Den ære tilfalder det medlem, som har siddet længst, og med Svend Aukens død sidste sommer, er det nu Helveg som med 36 år bag sig som folkevalgt har siddet længst.
Udover formanden, valgte Folketinget også de øvrige medlemmer af præsidiet. 1. næstformand er Socialdemokraternes Mogens Lykketoft, 2. næstformand er DF's Søren Espersen, 3. næstformand er SF's Holger K. Nielsen og 4. næstformand er den konservative Helge Adam Møller.
Som tingssekretærer var der genvalg til Jens Vibjerg (V), Bent Bøgsted (DF), Karen J. Klint (S) og Pernille Frahm (SF).
/ritzau/

Tilmeld nyhedsbrev

Mest Læste

Annonce